UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Kirkefesten.

3 9

en bestemt Slægt blandt de Yngre i en bestem t Alder og med en bestemt Fordannelse, at bringe denne V idenskaben nærmere og at gjøre den sammes Indhold tilgængeligt og forstaaeligt, at føje til Foredragene Samtaler og fremfor Alt Øvelser i de forskj elligste Former. Til enhver Tid her at finde det rette er ikke altid let, men vi ville være betænkte derpaa, og vi haabe, at vi ogsaa der skulle finde, hvad Tiderne behøve. Men Videnskaberne voxe; de kunne ikke omfattes af En. Hver kræver sin Mand helt, Fagene maa bearbejdes uden Hensyn til de andre; der bliver ingen Tid til­ overs til at se sig om fra Naturen til Historien, fra Historien til Retslæren osv. Ja, den Tid er visselig forbi, da man maaske kunde begynde med at være Professor i Logik, derefter blive Professor i Pliysik og ende som Professor i Theologi. Ik k e blot dette Stadium, men mange andre, som dog ikke laa os saa fjernt, ere forsvundne; Videnskaben kræver sin Mand. Men der er en anden Sætning, vi ikke maa glemme. V idenskaben kræver for at være Videnskab en hel Mand, et helt Menneske, en Mand, der, idet han forsker i det Enkelte, i det Særlige, véd, at hans Arbejde er en Bestanddel af den store Opgave, der omfatter hele Menneskelivet, hele Tilværelsen med alle dens Spørgsmaal. Han maa arbejde paa, hvad der er ham givet som sæ rligt Arbejde, saaledes at han ved, at han behøver Understøttelse fra andre Sider, og at hans Arbejdes F rug ter skulle voxe sammen med Frugterne fra andre Sider, og han maa arbejde med den Bevidsthed, der aner et Samlingspunkt, der skuer hen mod et Lys, hvis Gflimt, selv om de kun ere svage og matte, dog forædle og hæve hans egen Bevidsthed. Den enkelte Arbejder i et B jerg­ værk stiger ned, og skilt fra Andre i et lille Kammer udhugger han langsomt E rtsen af Stenen; kun af og til hører han en sagte Hamren ved Siden af sig, hvor et lignende Arbejde foregaar, men han mindes om, at han ikke arbejder alene, og da opstaar den Tanke, at Alt, hvad der paa alle Steder frembringes og hugges løs af Klippen, det skal tilsidst samles i en fælles Skakt, føres op til Dagens Lys og der smeltes til rent Metal. Saaledes skal Viden­ skabsmanden arbejde ved sin stille Gjerning i sit eget Fag, skuende hen mod det Lys, der funkler langt borte, og hvortil han haaber, at hans Arbejde ogsaa skal bringes op. Gud bevare os dette Samliv, hvor vi, byggende paa en fælles Fordannelse, meddele hverandre F rugten af vore Arbejder, og, saa fjernt disse end synes at staa hinanden, vi dog alle vide, at vi styre hen til det samme M aal! Gud bevare vore Studerende dette Samliv, der, medens det uddanner

Made with