UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Tjniversitetets festm iddag. 47 med Tak for den Beskyttelse, der stedse var vist mod Univer­ sitetet af de henfarne Konger og som nu fortsattes af Kong Christian IX . Desto værre kunde Kongen ikke være tilstede, men ligesom vore Tanker nu dvælede hos ham, saaledes vare sikkerlig ogsaa hans Tanker her tilstede i dette Øjeblik. I K irken havde vi med Alvor bedet for ham, her, hvor han atter repræsenteredes af sin Søn og A rv ing ,.vilde man ved Bægrenes K lang tømme ø lasset for ham med Bøn for hans Vel, med Ønsket om, at hans Smerter maatte høre op, og tillige med det Ønske, at Bevidstheden om vor Kjærlighed maatte være ham en Lægedom i hans Smerte. Kongen leve! Derefter tog H a n s k o n g e l i g e H ø j h e d K r o n p r i n s e n Ordet. Først og fremmest takkede han for den for Hans Ma­ jestæ t udbragte Skaal. Han skulde fra Kongen bringe Forsam­ lingen en hjærtelig og varm Hilsen; det var med dyb Bekla­ gelse, at Hans Majestæt ved et Ildebefindende saa sig forhindret i at være tilstede. Denne havde overdraget ham det van­ skelige, men hæderfulde Hverv at repræsentere ham i disse Festdage. Vanskeligst vilde det være at finde fuldgyldige Ud­ tryk for Kongens og for alles Følelser ved denne Lejlighed; derfor maatte han udbede sig Forsamlingens Overbærenhed. Saa var da den med saa megen Længsel imødesete Dag op­ runden, da Universitetet kunde fejre sin 400 Aars Fest. Først skulde Takken vendes til Ham, der havde givet Velsignelsen til den rige Væxt. Dernæst en Tak til selve Højskolen, til nu­ værende og forhenværende Lærere, en Tak for den Kundskab, der derfra var strømmet ud over det hele Land, og en Tak til de Mange, der vare udgaaede derfra til Æ re for Universitetet og for Landet; deres Havne skulde ikke glemmes, saalænge danske Hjærter slaa og dansk Tunge lyder. Rustede med Aandens Sværd skulde vi værge om Fædrelandets stolte Minder paa Videnskabens Omraade, og paa denne Dag vilde vi øse K raft og Haab for Fremtiden. Til denne Kongens Hilsen knyttede Hans kongelige Højhed det Haab, at Universitetet paa kommeude Højtidsdage altid maatte kunne se en Mand med