UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

52

4de Juni: Dette gode Forhold til K jøbenhavns Kommune er Universitetet k jæ rt og fortjener dets Tak. Men Glæden derover stig er ved Tanken om, at det er Hovedstadens, L andets første Kommune. Deri se vi en Borgen for, at hvor Oplysning raader i en Kommune, der vil Universitetets V irksomhed møde den Paaskjønnelse, som skal styrke og støtte enhver Stræben. Befolkningen tæller, Gud ske Lov, over­ alt Mænd nok, der fatte Universitetets Betydning for Landet, som anerkjende dets Bestræbelser for Uddannelsen a f de mangfoldige Kræ fter, Fæ drelandet behøver. Vi takk e ogsaa disse Mænd, naar vi takke K jøbenhavns Kommune, fordi de give det gode Exempel. Vi haabe paa Sandhedens og det gode Exempels Magt, naar vi vente engang at træffe fuld Forstaaelse af vor Højskoles Værd og Betydning. Vi bede Repræsentanterne for K jøbenhavns Kommune modtage Universitetets T ak for, hvad den h ar væ ret for det, ønske Staden K raft til at fortsæ tte sin materielle Udvikling og love den Universi­ tetets B istand til de aandelige Interessers Fremme. E n Skaal for Kjøbenhavns Kommune. E fterat Konferensraad Borgmester E h i e r s havde takket for denne Skaal, udbragte Professor Gfoos en Skaal for Uni­ versiteterne i Norge, Sverige og Finland. Der var en Tid, da alle videnskabelige Højskoler dannede en Enhed, et Samfund, i hvilket Følelsen af Fæ llesskab indadtil og Af­ sondring udadtil var stæ rkt udpræget, hvor den enkeltes videnska­ belige F rih ed var en Tanke, der stod i lavere Kurs end den viden­ skabelige Sandhed, som var det store videnskabelige Samfunds Almennorm. Det var en Tid, da der med nogen Grund kunde tales om en kosmopolitisk Republik. Saasandt som nu Fæ lleskab i A rbejdet, Sammenhæng og Over­ levering ere Betingelser for V idenskabens F rem skridt, var der en berettig et Tanke heri, og dog falder det ingen ind at ønske denne T id tilbage. V i erkjende alle, at den videnskabelige Højskole ikke kan svæve over den folkelige Jordbund, at den for at løse sin Op­ gave maa slaa sine Rødder dybt i denne. Og vi erkjende alle, at Friheden er Videnskabens egentlige D rivkraft, at den ikke kan være tjent med et Forhold, hvor en almen Sandhedsnorm kuer den viden­ skabelige Frihed. Deraf, at disse Sandheder ere komne til deres R et, er det Følgen, først at den enkelte Højskole ikke længer er

Made with