UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Universitetets Festmiddag. 57 Alma mater , det er det Navn, hvormed vi fra gammel Tid pleje at kalde den Højskole, af livis levende K ilde vor Aand har hentet Næring, og i hvis Skjød den er voxet op, et Navn, der vidner om K jæ rlighed og Hengivenhed som intet andet. Derfor have ogsaa hendes Sønner samlet sig i talrig Skare og i festlig Stemning for at fejre hendes Dødselsdag. 4 0 0 Aar er hendes A lder idag; men hun er ingen gammel Kvinde, thi k Aandens Verden regnes Udviklingens T rin ikke efter Aar, men efter Menneskealdre; ung og blomstrende smiler hun til sine Sønner, naar de bringe hende deres Hyldest og smykke hende med ædle P rydelser og friske K ranse. Por 4 0 0 Aar siden, paa den Dag, da hun traadte ind i Livet, læse vi, at Kongens, Dronningens og B ispernes Kanslere, anselige Mænd baade af gejstlig og verdslig Stand, graduerede og Studerende baade fra Landet selv og fra Nabolandene lode sig indtegne som Borgere ved Akademiet; der skulde være en Stamme til at begynde med. Id ag er in tet saa- dant fornødent; Børnenes Plok er saa stor, at ingen Sal er rummelig nok til dem. Men Moderens H jæ rte er endnu større, og paa sin P estdag samler hun en endnu større K reds. Hendes egne Sønner have været ivrige for at vise, hvor flittigt og alvorligt de have a r­ bejdet, og et usædvanlig stort Antal Doktorer ville imorgen blive promoverede. Men paa samme Tid h ar hun ønsket at udtale sin Glæde over, at saa mange af hendes ældre Disciple, der for længe siden ere vandrede ud i Verden, trofast bevare og pleje den Sæd, hun har udsaaet, Glæden over at se dem, der engang som frejdige Ynglinge oplivede hendes Høresale, nu som højt fortjente Videnskabs- mænd og Porfattere, som dygtige og samvittighedsfulde Embedsmænd tale hendes Sag og udbrede hendes R y for hele Polket. Hun har nævnt dem for Statens Overhoved og med hans Samtykke kaldet dem til at modtage den Anerkjendelse, hun kunde yde, og de have været villige til at modtage Doktorgraden af hendes Haand. Hun har fra første Pæ rd af rost sig af ikke at indskrænke sig til et enkelt Pag eller en enkelt Videnskab, men at omfatte alle Studier, og hun har fulgt med Tidernes Udvikling. Hver en ny opkommende Videnskab har hun søgt at inddrage i sin K re d s ; større og større Glæde har hun stedse fundet i det Solskin, Kunsten udbreder over Livet, og hun har glædet sig over ethvert P rem skridt i Kulturen selv paa det rent praktiske Omraade. Det har været vor almå mater kjæ rt, at Mænd af fremragende politisk Dygtighed give hende en Del af Æ ren for, hvad de have udrettet. Hun fryder sig over at kunne nævne som Doktorer og som sine Sønner Mænd, der forstaa at aabne