UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

4de Juni: og u n g e G ra n træ e r, som F o rs tv æ s e n e t mecl s to r Im ø d e k om m e n ­ h e d h a v d e o v e rla d t F e s tu d v a lg e t. H e r v a r S o u p e re n a n r e tte t p a a 53 B o rd e , d e r v e d d e re s sm a g fu ld e O p d æ k n in g frem b ø d e e t tilta le n d e S k u e, og d e fo rsk j e llig e B o rd la g sam le d e s s n a r t p a a de fo r d em b e s tem te P la d s e r og lo d e S o u p e re n v e d e rfa re s R e t ­ fæ rd ig h e d , u d e n a t æ n se en k o rtv a r ig R e g n b y g e , d e r i n o g le Ø je b lik k e tr u e d e m e d a t fo r s ty rr e F e s te n . F r a en i B a g g ru n d e n a f F e s tp la d s e n r e js t T a le rs to l b ø d S tu d e n te rfo re n in g e n s le d e n d e S e n io r, C and . ju r . S o p h u s B a u - d i t z , d e n o rd is k e S tu d e n te r d e p u ta tio n e r V e lk om m e n i fø l­ g e n d e T a le : Mine Herrer! Det er saa naturligt, at det første Ord, der skal lyde idag og fra denne Plads, er et „Velkommen“ , der ganske vist gjæ lder enhver, som h ar givet Møde ved Studenternes Pest, men som dog fornemme­ lig er rette t til dem, hvem. vi have den Glæde at se som vore G jæster. Og det er da ligesaa naturligt, at vi blandt dem særlig vende os til de Repræsentanter for fremmede, om end næ r beslægtede, Studentersamfund, som i disse Pestens Dage have villet dele vor Stolthed over „peraeta secula quattuorLi og villet forhøje vor festlige Stemning. Pø rst vender je g mig da til Eder, som ere komne fjernest fra, oppe fra den ensomme 0 , hvor Nordens Højsæde engang blev rejst, baaret af de Støtter, som en dristig Haand havde betroet til Verdens­ havets Bølger. Højsædet blev rejst, og det knejser endnu, belyst af det 2 det Aartusindes Sol. Trofast have I vogtet den rige Skat af store Minder, og som der efter Sagnet brænder Lys over det Sted, hvor Portidens Guld er højlagt, saaledes lyser den uslukkelige Kjæmpebavne over Eders sagnrige 0 . Andre Lande i Verden kunne opvise Stæder, som, engang begravne, atter ere dragne frem for Dagens Lys, saa at man kan vandre imellem de Dødes Hjem og danne sig en klar Porestilling om det Liv, der fordum rørte sig her.. Men E ders L and byder mere. Der behøver man ikke med Hakke og Spade at grave den døde Po rtid op af Muldet: Portiden lever endnu, den lever paa Polkets Læber og paa det samme Maal, der engang fra Nordens V ikingestævne spredtes over Verden. — Eders Maal er jo det Malm, af hvilket Nordens trende Søstersprog ere

Made with