UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Studenternes Pest. 63 prægede, og dobbelt Grund er der da til, ved en F e st som denne, hvor Repræsentanter for Nordens Ungdom ere samlede, og hvor vi gjennem de forskjelliges Tonefald dog høre den samme G rundklang, at hilse E d er først og bringe E d er vor fælles Tak. J a , Repræsentanter for Nordens Folk ere jo samlede her. Hvem turde for faa Uger siden have haabet paa, at dette virkelig vilde s k e ,.og dog, hvem tvivlede for Alvor paa, at det maatte ske ? Hvem tvivlede paa, at det Brodersind, der saa ofte forud h ar givet sig det k lareste Udtryk, ogsaa nu vilde lægge sig for D agen paa den utve­ tydigste Maade derved, at I ikke ventede paa det kaldende Ord, som vi, tvungne af Omstændighedernes Magt, ikke mægtede at sende Eder, men af egen Drift, følgende H jæ rtets T rang, gav Møde paa vor Højtidsdag. F ra Upsalas Høje ere I komne, der oppe fra, hvor V iden­ skabens K jæ rte først tændtes i Norden, hvor den femte Secularfest først vil kalde B rødre til Stævne; der oppe fra, hvor Linnæa borealis i de vidstrakte Skove hvisker om den store Blomsterkonge, og hvor Gustavianums Kuppel løfter Olof Rudbecks Navn mod Skyerne. H ar end Fyrisaaens Bølger mangen Gang i fordums Dage rødmet a f Blod, naar Svenske og Danske her skiftede vrede Hug, saa have de siden rødmet under den Sommerregn .af Blomster, som er falden i deres Skjød, naar Afskedstimen slog efter et de uforglemmelige Ynglinge- stævner, som her ere holdte, og for disse lyse M inder maa Fortidens Skygger vel vige. Hvem kjender ikke E ders Hjem, selv om man aldrig har væ ret saa lykkelig at betræde det som G jæst? Vi have alle set Solen gaa ned i Eklundshof og alle staaet i Maaneskinnet paa Slotsbakken; I have jo sørget for at lære os det at kjende ad Tonens Veje, og ingen nordisk Student vil nogensinde glemme, at Upsala h ar været den nordiske Studentersangs Vugge. Velkommen igjen, Venner fra Lund, I, hvem et saa kort Rum skiller fra os! I k la rt Vejr se vi jo selv fra vore lave Bakker Taarnene paa E ders gamle K irke rage op hinsides Sundet, men hvor længe varede det dog ikke, inden vi lærte, at det var et aabent Farvand, der laa imellem os! Det lærte vi først ret til Gavns den Gang, da Eders D igterkonge rakte K randsen til vor og udtalte de navnkundige Ord, under hvilke vi den Dag i Dag kunne samles som Bannermæ rke; først den Gang var det, at Tvedragtens onde Aand, hin gamle Jæ tte Find, for bestandig sprang i Sten af Harme over, at han nu ikke længere mægtede at rokke de Piller, som bære Nordens Venskabstempel. Vejen til Upsala har for os gaaet over Lund, og