HavnetIGrøften

T I V O L I Naar Foraaret kommer med alle dets smilende Spor, og Som’ren sig nærmer, mens Lyset, det dejlige, gror, saa aabner en Flave, hvis Navn er saa skøn som en Sang. Saa aabner en Æventyrhave her midt i vor By! — Og er den end gammel, den er jo dog straalende ny. Dens Navn har al Sommerens Ynde og Glæde og Klang. Her kommer de Gamle med Mindernes dejlige Fragt. Her danser de Unge til Jazzens bedaarende Takt. Her leger de Yngste i Barndommens SoLKarussel. — Bestandig er Haven en Verden for Smil og for Fest -— og Løvet, det hvælver sig grønt for den bytrætte Gæst. Her er en Oase, hvor Surheden smiles ihjel! Vel finder man her ogsaa Spor af den nyeste Tid. — Dog lever bestandig en Mindernes Tone — en blid. Den nynner om Løv og om Lamper trods Tidens Komfort. Se blot Pantomimen bag Paafuglens spraglede Fjer. Det gamle og evige unge det møder du her. — Her smiler jo Pjerrot — og hvem vender Ansigtet bort. Det er jo det store og gode, at de, som gaar ind i Haven, vor Æventyrhave, faar Fest i sit Sind, faar noget af Barnet i Stemme saavel som i Blik. Her lever de Toner og Drømme, der favner enhver. De Ældre, de Unge, hver glemmer de deres Besvær og smiler ved Mødet med Lys og med Duft og Musik.