KjøbenhavnsBlikkenslagerlaug_1678-1928

3 cher dvæler ved Novellen »Kjeltringeliv« (fra 1829 ), skriver han følgende: »Blichers Fortælling staar nu som en Saga over en næsten uddød Menneskerace, der dog har været med til at give det jydske Land Karakter; og den, der endnu mindes disse sære, brune, solfalmede Skikkelser, naar de kom ned over Bakkerne med deres Tiggerposer og deres blinkende Bliktøj, eller er gaaet dem nysgjerrigt forbi ved Vejkanten, naar de laa med Ryggen mod et solbagt Dige og sled i et Stykke glinsende Spegepølse, han læser Blichers Novelle med det Vemod, der altid stiger af det, som for bestandig tabtes«. — Taterne, der kom ned over Bakkerne med deres blinkende Bliktøj 1 Mørke, forunderlige Skikkelser, et jaget Folkefærd. Bonden havde et særligt Fad og Glas, en særlig Kop, der kun blev sat frem for Nat* mandsfolket. Et Folk paa Vandring, under sin Farten fra Sted til Sted sysselsat med mange Slags Haand* værksarbejde, men et »uærligt« Folk, et trist Mod* stykke til den raske Svend, der vandrede paa sit ærlige Haandværk. Han, Haandværkssvenden, følte sig fri og frank, han havde lært, vandrede fra Land til Land og tog Arbejd her og dér. Og stundom var han fyrig, og stundom var han fast, men altid var han sorgløs, han havde ingen Hast, —som der staar i L. C. Nielsens Kantate fra Fællesrepræsentationens 25 *Aars JubL læum i 1904 . Det var nu ikke saa muntert altsammen, heller ikke saa romantisk, som det ofte er blevet sagt. Men hvilken Haandværker vilde have undværet sin Vandretid? Ud skulde han, ud i Verden. Man lige* frem krævede det af ham. Derfor siger ogsaa Blikken*