HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_VI h5

168 L. P. Fabricius bestemte Kirker,26) saa forstaar man, med hvilken Ær­ bødighed Kirkerne og deres Tjeneste blev betragtet. N u v e l! det betyder ikke, at det var en usigelig from Slægt, som i de Dage befolkede K øbenhavn! Det var tværtimod en Slægt med varmt Blod og løse Hænder, men derfor ogsaa en Slægt, der forstod, at der maatte gøres Bod; ak, de havde jo alle saa mange Synder at brænde for i Skærsilden ! Og dog gik selv under Gudstjenesten Naturen over Optugtelsen, og det maa indskærpes, at man ikke maa „raabe, tale, snakke eller sludre, som mange gør des­ værre, der taler og skogrer, ligervis som de sad paa en Gildesbænk, og derved drager andre bort fra deres Gu­ delighed“.27) Selv om disse Ord ikke udtrykkeligt er m øn ­ tet paa Københavnerne, saa maa disse sikkert regnes med i Flokken. Til deres Undskyldning tjener dog, at hele Messetjenesten holdtes paa det uforstaaelige Latin, og Folkeforvrængninger som „Kørilejs“ og „Hokuspo­ ku s“ som Udtryk for noget uforstaaeligt har jo Gudstje­ nestens „Kyrie eleison“ og „Hoc est corpus“ til Grund­ lag. Men med et fast Greb i Tankeliv og Følelsesliv stod Kirken med Bygninger og Institutioner og Aandsmagter midt i Hverdagen i Datidens København Det gjorde den kun yderligere uundværlig, at den var den eneste In sti­ tution, som prøvede at hjæ lpe Syge og Fattige en Smule til Bette. Ki rkens sociale Tjeneste. Alt socialt Barmhjertighedsarbejde i Samfundet har sin Bod i Kirken. Den, og den alene, paatog sig i ældre Tid at sørge efter Evne for de Lidende i Folket, og og­ saa i det gamle København hvilede denne Omsorg paa 26) Sst. 269. 27) Brandt: Christiern Pedersens danske Skrifter. II. 470.

Made with