HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række_VI h5

4 0 Poul Johs. Jørgensen Bod, men blev i Bandet Aar og Dag og kom i Madband, skulde Kongens Sværd rette over dem, hvilket nærmere forklares derhen, at Manden skulde halshugges og Kvin­ den sættes levende i Jorden. Ved denne Bestemmelse tager Stadsretten Hensyn til Kirkens Krav om, at de verdslige Myndigheder („den verdslige Arm“ ) skulde skride ind mod Personer, der efter at være bandsatte forhærdede sig og ikke ved at skrifte og gøre Bod søgte Genoptagelse i Kirken. Herved paadrog de sig efter Kir­ kens Opfattelse Mistanke om Kætteri,50) hvad der for­ klarer de strenge verdslige Straffe. Til Følgerne af en Bandsættelse hørte bl. a., at in tet Medlem af Kirken maatte have Samkvem med den bandsatte. Det er dette, Stadsretten udtrykker ved, at han var i Madband, der ellers i den verdslige Lovgivning paa enkelte Steder bru­ ges om en Art begrænset Fredløshed, som bl. a. ytrede sig i, at ingen maatte modtage og bespise den paagæ l­ dende.51) I Modsætning til Strafferetten er Processen meget stedmoderligt behandlet. Kun nogle enkelte Bestemm el­ ser skal nærmere om tales. I Stadsretten af 1294 havde Bevisreglerne paa afgørende Maade været præget af k ir­ kelige Synspunkter, idet Kap. 28 havde erklæret Ren­ selsesed (lex nega tiva), d. v. s. Partsed med Mededs- mænd aflagt af Sagsøgte, der var den danske Rets v ig ­ tigste Bevis- eller Afgørelsesm iddel, for uanvendelig i København, naar Sagsøgeren kunde bevise det modsatte, d. v. s. kunde godtgøre sin Paastands Rigtighed, ved tre eller i hvert Fald to Vidner; kun hvis et saadant Bevis ikke kunde føres, skulde Renselsesed efter gammel Sæd­ vane være tilladt. Denne høje Vurdering af Vidnebeviset sammenlignet med Partseden med Mededsmænd, der ogsaa traadte frem i andre Bestemmelser i Stadsret­ 50) c. 7 in VIto II, 5. s i) Sk. L. 145 (VII, 9), A. Sun. 90.

*

%