KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

der saa skulde undersøge og afgøre Sagen, med mindre den mentes saa vigtig, a t den m a a tte henskydes til Kongens Afgørelse, i hvilket Til­ fælde Kommissionen skulde afgive Betænkning derom. Saavel Brand- majoren som S tadshaup tmanden skulde gøres bekend t med denne Af­ gørelse. Da Fabritius i sin Klage „ikke har b rug t den re tte Omgang“ , skulde man tilkendegive ham Kongens „Mishag over denne hans Ad­ færd“ med Advarsel om, a t han „her efterdags gaar forsigtigere til Værks og ikke forebringer noget, som han ikke fuldkommen er be ­ føjet til“ 16). I Anledning af denne Reprimande henvend te Fabritius sig direkte til Kongen, der erklærede ham sin kongelige Naade. S tadshaup tmanden drillede derefter Brandmajoren med a t nægte ham „Losungen“ (Pa ­ rolen), fordi han efter Fab ritius’ Mening va r civil Embedsmand . Der­ imod holdt Brandmajoren sig for Eftertiden i Ro og gav ikke Anledning til Klage fra S tadshauptmandens Side. Der va r imidlertid ogsaa paa anden K an t rigeligt Stof til Misfornøjelse. Saaledes fand t Brando f­ ficererne Grund til a t klage i Anledning af en Ansættelse, og de fik heri S tadshaup tmandens S tø tt e17). Det drejede sig om den ene af Preislers Lærlinge, Friedrich Dajon. Han va r egentlig Klejnsmed, var blevet undervist af Preisler i „B rand ­ væsenets Videnskaber“ og havde i 1738 bestaaet en Eksamen for B rand ­ kommissionen; derefter havde han rejst i Udlandet i henved ni Aar, men va r v end t hjem i December 1746. Han havde da ansøgt om An­ sættelse som Vicebranddirektør, og Kongen havde i Marts 1747 til­ ladt, a t Dajon blev ansat som Assistent hos Preisler med Udsigt til ved Vakance a t blive fore trukke t til Vicebranddirektør, saafremt han til den Tid va r blevet Mester18). Brandkompagniets Officerer var misfornøjede hermed og ud ta lte til Kongen, a t de havde gjort Tjeneste ved Kompagniet baade som B rand ­ svende, Assistenter, Straale- og Sprøjtemestre og nu som Overofficerer, saaledes at de foruden at være bygningskyndige ogsaa var fuldkommen inde i, hvordan „en an tænd t Ild skal angribes, resisteres og dæmpes“ . Da de i mange Aar uden Belønning havde „ tjen t Brandkorpset og der­ ved forsømt meget i deres Profession og Næring“ , anmodede de om, 146