LivetIKjøbenhavn

102

Diavolo, den Stumme, den sorte Domino o. a. De mere fremtrædende Eoller kunde ogsaa dengang be­ sættes ret tilfredsstillende; dog kunde Udførelsen i det Hele, navnlig i Henseende til Chor og Orche- ster og det hele Sammenspil, neppe maale sig med Nutidens. En ny frisk Luftning kom først ind over Operaen et Par Aar senere, da et italiensk Selskab optraadte et Par Vintre. Vi let bevægelige kjoben- havnske Sydlændere med det hede Blod bleve rent betagne af Begejstring over de sorthaarede Sangere og Sangerinder med de friske Stemmer og heftige Manerer. Hansen og Schram og Ferslev og Mad. Simonsen maatte nu for os synge ligesaa korrekt og smukt og sympathetisk som de vilde, vi skulde dog ikke have noget deraf, de vare meget for stillestaa- ende for os, der var intet Liv i deres Aktion, nej, saa var Torre en anderledes Sanger, slet ikke at tale om den sode Eossi, som vi endog spiste paa Smør­ rebrød! Det var jo som saa meget Andet i vor gode Stad et Slags partielt Vanvid, men det havde dog den naturlige Følge, at man begyndte at tænke paa, hvad der kunde gjøres for at bringe lidt nyt Liv ind i vor gamle Opera, hvilket jo ogsaa er lyk­ kedes rigtig godt. Det er intet Under, at Theatret i en saadan Giandsperiode udøvede en mægtig Tiltrækningskraft paa en ogsaa for kunstneriske Eørelser saa aaben Befolkning som den kjøbenhavnske, især da man kunde have den herlige Nydelse for en efter Tids