LivetIKjøbenhavn

142

man vilde dog gjerne i det Mindste have Ret til a t tale- M t med om de Sager, der angik hele Folkets Velfærd, selv om man ikke tik nogen af- gjorende Indflydelse paa dem; man vilde dog i det Mindste adspørges om sin Mening og have Lov til at give gode Raad, der jo altid ere dyre. Folkets Fader lyttede til sine Børns -Ønsker og gav dem i 1834 en Provinsialstænder-Institution. Mænd af de for>kjellige Stænder, baade Adel og Gejstlig­ hed, Borgere og Bønder, som Tilfældet var i Hertug­ dømmerne, eller af de forskjellige bosiddende Klas­ ser i Kjobstæder eller paa Landet, som i Kongeri­ get, tildels valgte af Kongen selv, samledes paa fire forskj ellige Steder i Riget, for under en kongelig Kommissarius’s Vejledning at drøfte de af Regje- ringen forelagte Lovforslag og de af Medlemmerne selv indbragte Petitioner. Her kunde man nu ret frit udtale sin Mening for lukkede Døre og fik saa, naar man næste Aar kom sammen igjen, Besked om, hvorfor Regjeringen i Regelen ikke havde kun­ net tage noget Hensyn til de af Stænderne yttrede Meninger og ønsker. Den Jubel, hvormed man havde hilset Stænder-Institutionen som et Middel til at skaffe Folket dets naturlige borgerlige Ret­ tigheder, forstummede snart, da man saa, at Re­ gjeringen vel tillod Folket at give gode Raad, men ikke følte nogen Trang til at følge dem, og ofte endog gav bittre og afvisende Svar paa de ærbo- digst fremsatte Ønsker. Den Lovprisning, der