KøbenhavnsKirkesag_1916-21

92

\ entepenge. De ældre Præster vil derfor i Virkeligheden være stillet som under Folkekirken. For de yngre Præster vil del være forholdsvis let at komme i Anvendelse. Præstestanden som Helhed behøver derfor ikke at ængste sig. Menigheden vil i mange Tilfælde føle Overgangen ret lempelig. Maaske vil samme Præst og samme Kirke gaa med over i Frikirken, maaske bliver der Kamp nogle Steder; men Øjeblikket er.' saa vidt jeg kan skønne, saa gunstigt, som det kan blive. Tre af de politiske Partier har sluttet sig til Programmet, kun de Radikale vil ikke være ined. Selv Kirkeministeren lader dog til at have nogen Sympati for Adskillelsen. Han har nylig udtalt ved et offentligt Møde, at ban vil samle alle, der elsker vor gamle Folkekirke; derved vib man bedst være med til at berede den Dag, da Menigheden kan »frigøres fra Statens f avntag«. Staten betragter ban altsaa som en paatrængende Elsker, der paatvinger Kirken sine Kærtegn. Vanskeligheder­ ne stammer, tror jeg, nærmest fra Menigheden; den er gen nemgaaende meget konservativ, f. Eks, Indre Mission paa Landet. Man synes, at man altid kan bore Ordet af troende Præsters Mund, man forståar ikke, at man i Virkeligheden gaar paa en Vulkan. Grundtvigianerne bar Tillid til Rigs­ dagen, den er en udmærket Forsvarer, derfor ønsker de in­ gen Forandring. Jeg er ikke sangvinsk og mener ikke, det vil være let at faa en Ordning i Stand nu; men hvad vil Betingelserne blive, naar vi engang bliver færdige; det kan let gaa os, som det gik Tarquinius Superbus med Sibyllen, der blev ved at brænde sine Spaadomsbøger, til Kongen endelig gav efter. For Tiden er Stemningen paafaldende forsonlig. Senere vil man maaske ønske at faa Raadighed over de 5 Millioner, der gaar til Præsteindtægter og ligeledes over Præstegaardene og Kirkerne; Kirkefondets Kirker er vistnok de eneste, som Sta­ ten ikke kan røre ved. Maaske vilde det ikke være til Skade Ior Menigheden, at den saaledes kommer til at ofre noget, jeg skal blot minde om den skotske Frikirke. Men paa den an­ den Side, hvorfor skulde vi ikke tage imod de lempelige. Kaai, der tilbydes os nu; det er jo ikke alene Pengene, det gælder, der er ogsaa andre Værdier, det kommer an paa. Vi vilde dog gerne bevare vor Langfredag, det vil vi ikke kunne være sikre paa ved en voldelig Adskillelse. •leg ti or, kristen er kort; thi alle Bevægelser foregaar me­ get huitigt i vore Dage. Menigheden staar ved en Skillevej nu, hvis den ikke vil ophæve Forbindelsen med Staten, maa den i hvert Fald forberede sig ved at lære at leve sit Liv i Uafhængighed i Ly af de Frihedslove, der er. De lire Mini­ mumspunkter vil de nuværende Magthavere sikkert ikke ind­ rømme os. Menigheden maa tage fat paa praktisk Arbejde, hvis den ikke vil ind paa Adskillelsen nu. En Fordeling af-