KøbenhavnsKirkesag_1916-21

101

men med dem sidder to Medlemmer, som Kirkefondet selv vælger. Paragrafen (19) slutter med, at det iøvrigt bestemmes ved kgl. Anordning, i hvilket Omfang Lovens andre Regler skal komme til Anvendelse paa disse Kirker. Denne Anord­ ning er dog endnu ikke givet, men ventes snart og tør efter Kirkeministeriets Velvillie overfor Kirkefondet antages at blive overenstemmende med vor Tarv. Af Lovens øvrige Bestemmelser er der Grund til at frem- liæve enkelte, der i alt Fald for en stor Del kan siges at være Frugten af Kirkesags-Bevægelsen. Nemlig § 7: Udlejning af Kirkers Stolestader maa frem ­ tidig ikke finde Sted. Ved disse faa Ord afskaffes med eet Slag en gammel Kiikeskik, som vel engang har haft nogen Ret, men som forlængst var antikveret, og som baade voldte stadig Uro ved Gudstjenesten og var en Kilde til fortsat Uvilje og forargelse i store Dele af Befolkningen. Vi glæder os over, at det Princip om de frie og aabne Kirkestole, som Kirkefondet fra den første Begyndelse bar gennemført i sine Kirker, nu endelig er naaet til Sejr overalt i den danske Kirke. Og i § 6 , der giver Regler for en Vedtægt angaaende Be­ taling for Kirkers Brug og visse Ydelser (Orgel og Kor) ved særskilte Handlinger, er der dels udtalt, at »ved Daabshand- linger, der udføres i umiddelbar Forbindelse med den almin­ delige Gudstjeneste, maa der ikke kræves Betaling for Orgel­ spil«. Dette er vel i Princippet ikke noget nyt (— det kan sik­ kert udredes alt af Kirkens ældre Lov og Praksis — men gør dog lykkeligt Ende paa den Uskik, der endnu ikke var helt til Ende, at sjofle den »ordinære« Daab (som jo hovedsage­ lig bliver Smaafolks Daab) i Kirken — den, som netop bør 1 1 embæves som den rette kirkelige Daab og derfor fejres med al sømmelig Højtidelighed. Og endnu tilføjes det, at »for saa vidt Kirkens Midler til­ lader det, kan der i Vedtægten træffes Bestemmelse om, i hvilket Omfang fornævnte Ydelser (d. v. s. Orgelspil, Kor og Klokkeringning) skal kunne finde Sted uden Betaling« (imod Erstatning til Organisterne af Kirkens Kasse). Ogsaa heri er Kirkefondstanker og Praksis kendelig, og man maa haabe, at der ogsaa heraf kan naas et Skridt frem imod, at de smaa føler sig hjemme i Kirkerne, saaledes som vi i Kirke- 1ondet har arbejdet for det fra Begyndelsen af. Kun maa der vaages over, at den givne »Tilladelse« ikke udnyttes i en forkert Aand, der kunde føre tilbage til gamle Uskikke (navnlig Sondringen mellem »Forretninger« til »ordinær« og til særlig Tid!).