KøbenhavnsKirkesag_1916-21

115 af Byggegrunde og Opførelse af Kirker krævede store Midler. Disse indkom dels gennem de før nævnte Indsamlingskomitéer, dels gennem Kirkefondet, som dertil fra hele Landet fik store og smaa Bidrag og betydelige Summer i testamentariske Gaver og Legater. Og Kirkernes Drift krævede aarligt Bidrag til Udgifter­ ne til Embedslønninger, Kirkens Pasning med Varme, Belys­ ning, Vedligeholdelse og meget andet. Dette viser, hvad der kunde udrettes ad Frivillighedens Vej. Og her vil jeg særlig fremhæve en Tanke, som blev af Betyd­ ning: Menighedernes Selvunderhold, at hver Menighed skulde stræbe efter udelukkende af egne Midler at afholde Udgifterne ved sin Kirkes Drift. Dette var en stor Opgave og meget forskel­ lig i Vanskelighed, efter som de paagældende Menigheder var fattige eller velstillede. Men Tanken slog an og blev gennemført i henved Halvdelen af Menighederne. Det maa dog her bemærkes, at der til Kirkernes Drift ved­ blivende tilføres økonomisk Støtte i Præstepenge og Accidenser, som er folkekirkelige Afgifter, og som ikke vil kunne undværes uden fornyede Anstrengelser fra Menighedens Side. Men det, at Kirkens Venner selv kom til at bringe saa store Ofre, fik sin Betydning. Man var til at begynde med ganske fremmed overfor den Tanke, at Kirkens økonomiske Liv kunde bæres ad Frivillighedens Vej. Man var saa vant til, at alt dette var noget, Staten sørgede for. Men efterhaanden fik man Syn for, at naar Menigheden bliver sig sit Ansvar bevidst, saa fremvokser ogsaa deraf Villigheden til at bringe Ofre for at fyldestgøre de økonomiske Krav, Opgaven stiller. Paa denne Maade har det økonomiske Spørgsmaal haft Betyd­ ning ved at bidrage til at opdrage Menigheden til Uafhængighed. Naar jeg før nævnede Lægfolket, saa vil jeg gerne fremhæve den Betydning det havde, at Mændene, Lægmændene, kom ind i Arbejdet. Kirkesagen var i sin Begyndelse en Lægmandsbevægel­ se, og den kaldte efterhaanden mange Lægmænd til Tjenesten og til Ansvaret, Lægmænd kan daarligt nøjes med at være Til­ hørere, og de holder sig tilbage fra Deltagelse, hvis de kun skal være Tilhørere; men lægger man Beslag paa deres praktiske Evner, saa er de at faa i Tale, og de stiller sig til Tjeneste. Og for dem selv virker Tjenesten befrugtende paa deres aandelige Forstaaelse. Vi har efterhaanden mange Vidnesbyrd om, at Lægmændene i stigende Grad har stillet deres Tjeneste til Raadighed for Arbejdet. Og at der nu ved denne Deltagelse fra Lægmænd tilføres Arbejdet for Guds Rige Kraft, er en Sag, som kan faa den største Betydning for den danske Kirkes Fremtid. Kvinderne har allerede længe i langt højere Grad end Mændene baaret Arbejdet. Saa det er nu at vente, at Lægfolket, Mænd og Kvinder tilsammen, paa en langt fyldigere Maade end før, vil tage Ansvaret op for Kirkens Liv. Og dette er saa meget desto vigti