KøbenhavnsKirkesag_1916-21

6 præstelige Samvittighed, der ikke tillader ham at Døjes mecl- at hjælpe dem, der først har søgt ham, men kommer der ogsaa i Følge sin lovlige Kaldelse dertil. Vi haaber, at Forholdene ogsaa i Fremtiden vil forme sig saaledes, at vi ikke faar Brug' for denne nye Ret; men vi er taknemmelige over, at den er givet os, og det fortjener at fremhæves, at det skyldes Kultusministeriets Initiativ, at vi har faaet den. Chr. Seidelin. En Kærlighedsgave. Fra københavnske Menigheder til Skjern Kirke. I »Indre Missions Tidende« fortæller Pastor A. Fibiger føl­ gende: De københavnske Menigheder bærer jo nu — som rime­ ligt er — Hovedparten af Udgifterne ved Kirkernes Opførelse og Drift herinde. Men aldrig vil det blive glemt, hvilken Indsats af Kærlig­ hed og Offervillighed vore Venner paa Landet Aar igennem har præsteret overfor Københavns Kirkesag. Hvor mange Gaver har vi ikke indsamlet, og hvor megen Kærlighed har vi ikke mødt paa vore Rejser! Og det var jo ikke for vor per­ sonlige Skyld, men fordi Vennerne derude forstod Sagens aåndelige Nødvendighed. Og paa en Tid, hvor Stat og Kom­ mune i kortsynet Letsindighed skød Opgaven fra sig, rejste- Guds Folk sig endrægtigt Landet over og opførte nye Guds­ huse herinde, fordi de vidste, at Guds Ord var det eneste Bolværk, der duede overfor Synd, og at hvis Hovedstaden gik til Grunde i Synd, vilde Fordærvelsen snart oversvømme hele Landet. — Et af de Steder, hvor der gennem mange Aar er bleven ofret store Beløb af frivillige Gaver til Københavns Kirkesag, er Skern. En Gang, da ogsaa undertegnede var derovre og havde faaet, som ofte før, en stor og rundelig Gave til Kirke­ sagen, kom det paa Tale, da vi om Aftenen sad nogle Ven­ ner sammen ved det i Jylland traditionelle Natte- og Kaffe­ sæde, at nu vilde Menigheden i Skern jo snart faa sin egen Kirkesag, idet deres gamle Kirke skulde nedrives og udvides. En af Vennerne udtalte da, halvt i Spøg, at nu kunde de jo faa at se, 0111 Københavnerne vilde ofre noget for at hjæl­ pe dem derovre, ligesom vi havde faaet saa megen Hjælp hos dem. Dertil svarede jeg, at hvis deres Sognepræst vilde kom­ me over og prædike i Éliaskirken, skulde han nok faa en Kærlighedsgave med hjem som Udtryk for vor Taknem­ melighed. Da nu Sagen blev til Alvor med Kirkebyggeriet ovre i