KøbenhavnsKirkesag_1916-21

1 5 7

tiderne, om Befolkningstallet og hvilken Procent af Befolkningen, der søgte Kirken. Disse Indberetninger var mig lærerige. Procenten kunde jeg nogenlunde selv udregne, men det var mig lærerigt, hvorledes en og anden Præst gav mig Vink om, hvordan Procenten kunde forhøjes; man kunde tage Børnene fra, man kunde tage de Søndage fra, hvor der var meget daarligt Føre o. s. v., og paa denne Maade kunde Procenten blive dreven en Del i Vejret. Se, det vil sige, at dette med den tarve­ lige eller mindre gode Kirkegang har været et Spørgsmaal for vedkom­ mende Præst, men ban har søgt at slaa det hen, han har læget Israels Brøst paa en overfladisk Maade. Og saa blev Spørgsmaalet ikke til Velsignelse for ham. Lad mig sige det til eder, som har nogle tomme Bænke at se paa, og som har de mange udenfor at tænke paa. Tænk nu paa dem. ikke saa I giver ondt af eder overfor dem, der er komne, men saaledes at de bliver et Spørgsmaal til eder selv. Kun paa den Maade er det, at man med Frugt kan indlade sig med det Spørgsmaal: hvorledes faar vi Folk til at komme i Kirke. Og saa maa Spørgsmaalet blive til Bøn. Og dermed mener jeg ikke noget saa udvortes, at jeg nu bare skal bede en Bøn om flere Kirke­ gængere. Den Bøn maa vel ogsaa komme, men der maa komme noget andet først. Naar Spørgsmaalet er blevet en Byrde paa en Præsts Sjæl, saa kommer det ind i hans Liv med Gud i Bøn, den stadige Bøn. Og saa kommer det vel først frem saadan: tag det bort fra mig. som hindrer Mennesker i at komme til Kirke og derved komme under Ordets Indflydelse. Er der nogen Hindring hos mig, saa maa jeg have Øjnene aabnede for den, saa jeg ikke staar ganske uforstaaende og ukritisk overfor mig selv. Det kan være noget di min Form. noget ubehjælpsomt, noget teologisk, noget teoretisk, noget plat, saa jeg ikke kan sige Mennesker lige ud og praktisk, hvad det er, de trænger til. Det er ikke Brodden, jeg skal tage af min Forkyndelse, jeg skal skærpe Brodden, ikke med de stærke Ord, end mindre med de slidte Ord, Talemaaderne, thi de trænger ikke ind i Menneskers Sjæle, aller­ mindst derind, hvor de evige Afgørelser træffes, men den Sandhed fra Gud, som jeg har at forkynde, den maa være med saa jævne og praktiske Ord, at Mennesker forstaar dem, fordi de har Brug for dem. Der gælder det om for Præster at forstaa Mennesker , høre paa dem og danne sig en Forestilling om, hvad det Menneske nu trænger til. Det kommer mange for let over ved at sige: ja, han trænger til at omvende sig, og det er rimeligvis sandt; men det er ikke Svar paa Spørgsmaalet, thi dette er: paa hvilken bestemt Maade trænger han nu til at omvende sig, hvad er nu det. som særlig holder ham fast? Jeg maa ikke tage mit lille Skema for aandelig Oplevelse og gøre det til et bestemt Skema for alle Mennesker; jeg maa tage det som Udgangs­ punkt, naturligvis, men det er jo ikke til mig selv, jeg skal vinde Men­ nesker, men det er for Gud, og han har mange Veje og mange Ma­ der, og dem skal jeg se at lære. Jeg maa ikke med min Begrænsning staa som en Hindring for en hel Mængde Mennesker for at komme til Gud. Endnu er der en Ting med Hensyn til Prædikenen, som jeg gerne