KøbenhavnsKirkesag_1916-21

18

L ed a f Gudstjenesten; Jeg vil bede P ræ stern e h en stille til deres K irk es O rgan ist ik k e at lave stort E fte rsp il efter første S alm e efter P ræ d ik en , saa F o lk tror, at nu sk al de gaa. Det h ar stor B etyd n in g fo r F o ræ ld ren e, at M enigheden er til Stede, n a ar deres B ø rn indlem m es i den, om ogsaa det k u n er gan sk e fa a, der saaledes slaar K red s om B arnet. Quistgacird: Islan ds B ry g g e h ar m ed H en b lik p aa nogle a f K irk esagen s Id ealer den F o rd el at væ re sk arp t afgræ nset, saa v i k a n h old e K o n k u rren ter ude. D istrik tsd elin g kan gen­ nem føres, det k a n vi bevidn e. F r a fø rste F æ rd h ar v i h a ft B arn ed aab en u n d er G udstjenesten, n em lig saadan , at den b e ­ g yn d er m ed D aab. D et er sm ukt. E n V an sk eligh ed er det, n a ar d er er m an ge B ø rn p aa een G ang; m en her h jæ lp er D istriktsd elin gen , der gør, at der netop ik k e b liver m ange. O gsaa M isundelse m ellem de to P ræ ster k a n und- gaas. Fibiger an befaled e P ræ stern e ved en K irk e at besøge h in ­ andens H jem een G ang om M aaneden; der k u n d e sluttes m ed S k riftlæ sn in g og B øn. D et v ild e bæ re over U enighederne. Friis Berg: D et er ik k e let at væ re strengt id ealistisk o v e rfo r ens K lo k k e r og bede h am ik k e tag e O ffer a f fattige, n a ar m an — selv om ens L ø n in gen lu n d e k an kald es rigelig — - dog h a r dobbelt saa m eget som K lo k keren . Det er godt n o k at frem sæ tte de høje K ra v; m en h vo rd an skal m an rent p ra k tisk b rin g e Idealet til U dførelse? Holt: E t gam m elt Ideal er de troende Læ gm æ n d s D y g tig ­ gørelse til A rbejdet. L a d os stræ be efter at b rin ge dem frem , lad dem indlede ved M øder o. 1. — I F o rstaaelse a f Fæ lles- arbejd et er vi m eget tilbage. S o gned elingen var et G en­ n em gan gsp u n kt. Men vi er endn u ik k e k om m en længere. S aa det k a n ik k e n ytte at v ille la v e noget nu, det vild e blot blive et K u n stp ro d u k t. H vorledes sk al M enigheden i K ø b e n ­ h a v n b liv e sk ik k e t til at staa p aa egne B en, n aar K irk e og Stat skilles ad? D en T a n k e m a a vi ik k e væ re b a n g e .fo r, men væ bne os im od. — S k a l alt dette naas, da m aa der m ere aan d eligt In d h old in d i M enighederne og i den enkelte. Kold: D et er godt n o k m ed M isbrugenes A fsk a ffelse. Men h vad b e tyd e r det saa i V irk eligh ed en , at vi b liver agtede, at K irken b live r agtet? V i træ nger til noget helt andet, til Røre, V æ kkelse, hellere K am p end Ro! D en store V æ kkelse, som m an ge taler saad an om , den k a n væ re et S k a lk e sk ju l. Zin- zen d o rf sagde til M issionæ rerne, der gik ud: »gaa ud og vin d nogle Sjæ le fo r Lamm et!« D et samm e sku ld e bræ n d e i os. D er m aa ske noget ved vor P ræ d ik en . P o n to p p id an h avde Ret i det, h a n sagde 0111 , at m an m æ rkede fo r lidt til de b are Knæ p aa T ræ gu lvet. K u n p aa K næ vindes det bræ nd ende og n idkæ re, som tæ n der i P ræ d iken en . Borgen udtalte sin G læde over H olts O rd 0111 Læ gmæ nde- nes D ygtiggø relse og over K oids O rd om V æ kkelsen .

for