KøbenhavnsKirkesag_1916-21

67

Menighedssamfundenes Møder har endnu ikke fundet den Form, hvorunder de kan blive til afgørende Hjælp for Læg­ folket til at forstaa deres Ansvar og blive sig selv bevidst som andet end en Tilhørerkreds. Særlig viser de sig ikke at kunne drage Mændene. Forsøgene paa at dygtiggøre og uddanne Lægfolket til at hære Ansvar og Byrder er endnu kun i den første Begyndelse. Det arbejdende Lægfolk i Menigheden arbejder endnu paa egen Haand, i det højeste med Præget af Præstens Venner og Tilhængere i Stedet for at være bemyndigede af Menigheden og at gaa ud som dennes Udsendinge og i dennes Ærinde; og Menigheden har ingen Garanti for, at det altid er de rette Personer, der kommer i Arbejde, den kender dem jo ofte næppe. Der er et stort organisatorisk Arbejde baade i Lokal- .menighederne og i Fællesmenighederne, der ikke er gjort, og som ikke bør opsættes. Ogsaa med Hensyn til Menig­ hedernes Økonomi (Selvunderhold) er der store Mangler, som de maa hjælpes over. Ansvaret, der hviler paa Kirkefondets Menigheder, er større, end det i Almindelighed forstaas. De er den danske Menigheds Pionerer paa et Omraade, hvor der, inden vi véd det, kan blive Brug for grundige Erfaringer og prøvede Me­ toder. Punkt 7 handler om Menighedens Selvstændighed, der er af lige stor Betydning, hvad enten Forbindelsen med Sta­ ten vedvarer eller ej. Men overfor dette Punkt tramper vi endnu paa Stedet. Dette Ansvar har vi endnu ikke faaet rig­ tig taget op. Den københavnske Menighed er før det øv­ rige Land af den haarde Nødvendighed tvunget ind paa i væsentlige Henseender at staa paa egne Ben baade økono­ misk og aandeligt. Fremtidens kirkelige Udvikling tegner sig med særlig Klarhed herinde. De store Problemer melder sig herinde, længe før de dukker frem i del øvrige Land. Hvis de københavnske Menigheder sover paa deres Post, staar der store Værdier paa Spil for hele, Landet. Enhver Forsøm­ melse her vil hævne sig mangefold. Det synes mig da at være et stort kirkeligt Vækkelsesar­ bejde, der maa tages op, og som aldrig maa hvile, et Ar­ bejde for de organisatoriske Grundidéer for Klaring af Me­ nighedens og ikke mindst Præsternes Syn og for Lægfolkets, særlig Lægmændenes Selvstændiggørelse. Det var ikke tilfæl­ digt, at Kirkesagen traadte frem som en Lægmandsbevægelse; dens Fare i Øjeblikket er, at den væsentlig faar Karakteren af et Departement under Kirkeministeriet. Skal denne Fare undgaas, maa de oprindeligt bærende Idéer uden Afladelse gøre sig gældende i alle Menighederne og med ny Kraft be­ sjæle baade Præster og Lægmænd. I Øjeblikket staar vi overfor Nødvendigheden af en ny Orientering i Kirkelivet. Menigheden tvinges til at klare for