Musikforeningens_1

— Komponisternes Honorarer — 95 havn maatte ernære sig ved Nodeafskrivning. Hartmann døde i Fattigdom. Et Fænomen som Claus Schall, der paa sine gamle Dage var i Stand til at føre Hus, holde Landsted og kjøre i sin egen Ekvipage, var noget ganske enestaaende og kan kun forklares ved hans ualmindelige Frugtbarhed og Energi i Forbindelse med en vis praktisk Maade at tage Tingene paa, uden hvilken han maaske var bleven en større Kunstner, men ganske sikkert havde maattet give Afkald paa hine Livets Goder. Men ogsaa han havde havt sin Trængsels Tid at gaa igjennem. Lad os se, hvorledes K o m p o n i s t e r n e fik deres bestilte Ar­ bejder betalt. Scalabrini fik 60 Rdl. for Musiken til „Kjærlighed uden Strømper“. Da der skulde opføres en Sørgekantate paa Universitetet i Anledning af Frederik Y’s Død, opstod der Tvivl blandt Konsistoriums Medlemmer 0111 , hvorvidt man skulde gaa ind paa Scheibes Tilbud 0111 at komponere en Text af Ewald „imod en Douceur af 30 Rd l.“, eller lade Latinskolens Kantor, Nissen, besørge det hele, hvorved der vilde spares nogle Rigsdaler. Tilsidst sejrede den sunde Sans i Stampes Votum: „Jeg forstaar mig ikke her- paa, men er gjerne enig med Prof. Gramer derudi, at vi ikke se paa en 8 å 10 Rdl. mere for at faa det bedre gjort“. At faa sin e Kompositioner udgivne i Trykken var det meste af Aarhundredet igjennem forbundet med de største Vanskeligheder. Sarti paa­ begyndte i December 1756 Udgivelsen af sine Arbejder, men kom ikke videre end til det første Værk, hvoraf kun „meget faa“ Exem- plarer bleve solgte. Hartmann naaede ikke engang saa vidt med sine forhen omtalte 12 Symfonier og fik heller ikke saa mange Subskribenter paa Klaverudtogene af „Balders Død“ og „Fiskerne“, at han kunde lade dem trykke. Oprindelig udgjorde M u s ik h a n d e le n en Del af Boghandelen. Allerede det 17de Aarhundredes Bogførere som Haubold og Liebe handlede tillige med Musikalier. Efter Midten af forrige Aarhundrede se vi, at enkelte Musikere begyndte at drive en lille Musikhandel. Baade Thi elo og Samuel Weise, der var Organist ved Citadelskirken, ligesom Thielo havde været, søgte paa denne Maade at skaffe sig en indtægt. Man kunde ogsaa hos de italienske og franske Operaselskaber, der optraadte i Kjøbenhavn, faa Musiken th deies Repeitoiic. Der opstod saalecles en Konkurrence mellem de indenlandske og de fremmede Forhandlere. I 1754 bekjendtgjorde Thielo, som den Gang boede paa Kongens Nytorv hos Vinhandler Courtaud, at de,

Made with