Musikforeningens_1

— Fremmede Gæster — 125 H a r tm arm. Billetten kostede 1 Rdl. Nogen stor Afvexling i Sammen­ sætningen af Programmerne, i det mindste hvad disses almindelige Karakter angaar, er man næppe berettiget til at forudsætte. Men Ensformigheden i det staaende Koncertrepertoire brødes dog, som bemærket, jævnlig ved tilrejsende Kunstneres Gæsteoptræden. Un­ dertiden vare disse Besøgendes Præstationer ved deres Nyhed og Originalitet endog af en særlig pikant Beskaffenhed. Ungareren J o s e p h K ä m p fe r , som i Sæsonen 1782— 1783 var en hyppig og velset Gæst i Selskabet, var f. Ex. den første Virtuos paa Kontra­ bas, man her havde hørt. I Adresseavisen for 13. Oktob. 1790 finde vi en Meddelelse om, at „den berømte jødiske Forsangere og Musicus Hr. I s a a c L e v in , som en Tid af 10 til 11 Maaneder haver opholdet sig her i Staden, med almindeligt Bifald haver havt den Ære at lade sig høre 2de Gange i det harmoniske Selskab og i den militære Klub, hos Hr. Kapelmester Schulz og hos adskillige høje Herskaber“ osv. Et stort Tab var det, at Kunzen af Utilfredshed med Forhol­ dene efter faa Aars Forløb atter forlod Danmark. Paa Grund af den haarde og ufortjente Medfart, som blev hans Opera „Holger Danske“ til Del, rejste han i Slutningen af 1789 herfra for at prøve Lykken andensteds og vendte først tilbage 6 Aar senere for at overtage Kapelrnesterposten efter Schulz. Det Savn, han efterlod ved sin Bortrejse, vilde have været endnu føleligere for Selskabet, hvis ikke Schulz snart efter havde introduceret sin Elev den IGaarige E r n s t W e y s e , der hurtig som Klaverspiller avancerede til at blive en af Klubkoncerternes mest lysende Stjærner. W eyses Spil var udviklet under flittige Studier, fornemmelig af Seb. Bach og d em en ti. Lians beaandede Foredrag og vidunderlige improvisatoriske Geni satte allerede i hans yngre Aar Kjendere som Reichardt og Schulz, Gramer og Grönland i den største LIenrykkelse. I de musikalske Klubber plejede han, som han selv fortæller, især at spille Mozartske Koncerter, hvortil han ud af Llovedet gjorde lange Kadencer, der fik udelt Bifald. „Dette var dog kun paa Flygelet, hvor man blot kan vise Færdighed. Derfor dømte kyndige Musikelskere, at jeg vel besad Færdighed og Geni, men ingenSm ag; dog vare de, der havde hørt mig spille paa Klaver, af en anden Mening“ 1). Hvorledes Schulz bedømte hans Klaverspil, ses af det Brev, som han kort før sin Død skrev til

J) G. E. F. Weyses Biografi ved A. P. Berggreen p. 29.