Musikforeningens_1

174

— Operaen i Koncertsalen —

Det langt overvejende Flertal af offentlige Koncerter frembyder Stof til en Betragtning af O p e r a e n i Koncertsalen. En Mængde Koncerter bragte udførlige Syngespiludtog, næsten alle indeholdt i det mindste en Arie, en Duet eller et større kombineret Numer fra det dramatiske Repertoire. Det var ganske vist i en Henseende en uberegnelig Fordel for Koncertvæsenet, at Theatrets Sangere og Sangerinder, indtil et Forbud gjorde Indskrænkning deri, altid vare rede med vokal Assistance ved Koncerter af enhver Art. Men paa den anden Side laa deri en ikke ringe Fare for det vokale Kon­ certrepertoires Friskhed og Selvstændighed. Fristelsen laa saa nær til i denne de mange Koncerters Tid at vælge, hvad der netop var for Haanden, og hvad Erfaringen fra Scenen gav Grund til at tro vilde falde i Publikums Smag. De egentlige Koncert- og Kammer­ musikværker paa Sangmusikens Omraade vare yderst f a a x), og skjønt det naturligvis ikke traf sig saa ganske sjæ ldent, at der i Koncertsalen kunde stiftes Bekjendtskab med Brudstykker af Ope­ raer, som aldrig kom frem paa Scenen, eller hvis Opførelse Publi­ kum imødesaa med Længsel, saa var det dog endnu meget hyp­ pigere Tilfældet, at Koncertrepertoiret levede af Operasager, som det enten antoges, at Publikum ikke kunde blive mæt af at høre, eller som der ikke længer var Brug for paa Theatret. Mangen en fortræffelig Musik fandt efter at være falden igjennem paa Scenen et gæstfrit Asyl i Koncertsalen. Det første Exempel af denne Art efter Oprettelsen af den danske Syngeskole var Joh . H a r tm a n n s Musik til „Hyrdinden paa A lperne“, der af Komponisten blev opført som Koncert i Foraaret 1783 . Lige saadan gik det D i t t e r s d o r f s „Den røde H u e“, M o z a r t s „Gosi fan tu tte“, K u n z e n s „Eropolis“, W e y s e s „Faruk“, B o i e l d i e u s „Den lille Rødhæ tte“, K u h la u s „Elisa“ o. m. fl. Blandt de dramatiske Musikværker, der omvendt gjennem Koncertsalen maatte bane sig Vej til Scenen, vare M o z a r ts „Tryllefløjten“ og „Figaro“ samt i en senere Periode W e b e r s „Oberon“ de berømteste. Et statistisk Overblik over Operasangens Forekomst i de offent- *) K u h l a u , der indlagde sig saa store Fortjenester af vort Koncertvæsen, komponerede ogsaa nogle her henhørende Vokalværker: en stor Scene af Ossians „Gomala“ (1811), Sanders Kantate „Velviljens Højtid“ (1815), „Euri- dice i Tartarus“ , stor Scene komponeret for Sangerinden Minna Becker fra Hamborg (1816) og „Den lykkelige Hero“ , stor lyrisk Scene for Sopran med obligat Violoncel (1819).