Musikforeningens_1

— Rossinismen — 175 lige Koncerter giver det R e su lta t, at i Tiden indtil Aaret 1800 er N a u m a n n repræsenteret med det største Antal Opførelser. Derpaa vinder M o z a r t Overvægten og kulminerer i Ti aaret 1811 — 1820 , men maa saa atter — ligesom B o i e l d i e u , der samtidig var den mest yndede Komponist af den franske Skole vige — for P a é r og R o s s i n i. Af vore egne Komponister var i Perioden 1801 — 1820 Ku n z e n den mest sungne; derefter k o m D u P u y og K u h i au, hver i sit Tiaar. Det Siboniske Regimente, der især hentede sin Kraft fra den Omstændighed, at det var det lokale Udtryk for en almindelig europæisk Strømning, stillede paany ligesom i gamle Dage den italienske Sangmusik i Forgrunden. Foruden Paér og Rossini finde vi ogsaa hyppig Simon Mayr, Goccia, Pacini, Meyerbeer, Garafa, Mercadante o. a., navnlig de to første. Donizetti og Bellini begynde lige netop at dukke frem, ligesaa Auber, Italienernes farligste Med­ bejler. Rossinis europæiske Ry daterer sig fra Operaen „Tancredi“, der ved sin Fremkomst i 1813 satte alt i Fyr og Flamme. 1 et Nu fløj „Di tanti palpiti“ hele Europa over, og det varede ikke længe, inden man allevegne sang, spillede, varierede og fantaserede over de Rossiniske Melodier. Til Kjøbenhavn naaede denne berusende Mu­ sik i Forsommeren 1818 , da den tyske Sangerinde Georgine Hesse, assisteret af flere af Theatrets Medlemmer, foredrog Amenaides store Scene af „Tancredi“ paa en Koncert i det kgl. Theater. I 1820 fulgte derpaa hele Operaens Opførelse paa Scenen under Sibonis Auspicier. Fra dette Tidspunkt kan man regne R o s s i n ism e n s indtrængen hos os, hvor den fortrinsvis fandt Næring i Hofcirklerne og hos en Del jødiske Musikenthusiaster. De gamle Stridigheder fra forrige Aarhundrede blussede op paany, og da Meningsytringerne i den musikalske som i den literære Verden den Gang gik ud paa „enten Forgudelse eller Korsfæstelse“, blev Kampen mellem Rossini­ ster og Anti-Rossinister udfægtet med stor Hidsighed, „maaske med en større Varme end man, af hvad man paa Prent derom har set, skulde formode“ x). Striden stod denne Gang fornemmelig imellem Italianismen og den nationale Kunst, navnlig personificeret iW ey se. Men W eyses Navn blev tillige Symbolet for al Kunst, der ikke lod sig bringe under samme Synspunkt som Rossinis sprudlende, men flygtige og letfærdige Genialitet. „Udtrykket Weyses Maner“, skriver en Anti-Rossinist, „brugtes til at betegne al Musik, der var natur-

*) Lit.- Kunst- og Theaterblad 11. Juli 1823, jvfr. Overskou IV. p. fl. St.