Musikforeningens_1

— Symfonien 179 Skjønt I n s t r u m e n t a lm u s i k e n havde flere 'gunstige Chancer for en frugtbar Udvikling, rnaatte den lige saa fuldt som Sang- musiken bøje sig under den herskende Smagsretnings Aag. Alle vare enige om, at Kjøbenhavn i Kapellet under Schall besad et ganske fortræffeligt Orkester, der blandt sine Medlemmer talte ikke faa ægte Kunstnere. Og dog se v i, at Symfonien forsvinder af Repertoiret, at Potpourrierne og Operafantasierne tage Magten fra Koncerten, at det gediegne findes kjedeligt og den flade Bravour interessant, kort sagt, at Kunsten ogsaa paa dette Omraade gik jævnt ned ad Bakke. Lad os først tage Orkestermusiken i Øjesyn. S y m f o n i e n , det er H a y d n , M o z a r t og B e e t h o v e n . Ligesom disse Mesteres Værker afgive Maalestokken for hele den samtidige Produktion af lignende Art, saaledes kunne vi ogsaa efter den Pleje og den Mod­ tagelse, de fik, bedømme Tidens musikalske Standpunkt. Vi maa da strax bemærke, at selv om vore Koncertgivere just ikke for­ hastede sig med at indføre Haydns og Mozarts og endnu mindre Beethovens Symfonier, saa var dog den Stilling disse indtoge i det offentlige Koncertliv, inden Kunstens magre Aar begyndte, og selv noget efter den T id , al Ære værd. Paa Programmerne levne de kun forholdsvis liden Plads for Wranitzky, Rosetti, P leyel, Krom- m er, Gyrowetz, A. Romberg og andre yndede Komponister af anden og tredie Rang, af hvilke kun R o m b e r g , fra 1805 at regne, er nogenlunde fyldig repræsenteret. Indtil 1810 blev navnlig H a y d n spillet særdeles hyppig, M o z a r ts Symfonier sjældnere; man valgte hellere hans Ouverturer, især „Tryllefløjten“ og „Figaro“. De senere Haydnske Symfonier toge efter Aaret 1800 ganske Luven fra de Mozartske. Der rnaatte en offentlig Opfordring til for at faa G mol-Symfonien frem paa Kapellets Koncert i Efteraaret 1804 . Efter 1810 gaa baade Haydns og Mozarts Symfonier næsten fuld­ stændig ud af de offentlige Koncerters Repertoire. Hvad O u v e r t u r e n angaar, er M o z a r t indtil 1820 den mest spillede. I 1821—1830 er han gaaet af Mode. Efter ham følge i Tiaaret 1801—1810 Méhul, Gluck og Gyrowetz, 1811-1820 Méhul, B. Romberg, Paér, Gluck, Cherubini og Winter med de fleste Op­ førelser. M é h u ls Ouverture til „Le jeune Henri“, almindelig be- kjendt under Navnet „La chasse“ ( 1 ste G. 1800 ), kunde i Popu­ laritet næsten maale sig med Vo g e l s „Demophon“, der fra 1793 til henimod 1820 gjorde Tjeneste som Koncertintroduktion ved en Mængde Lejligheder og selv efter den Tid ikke helt var lagt paa 12 *

Made with