Musikforeningens_1

— Virtuoser i det 18de Aarhundrede —

194

han havde studeret under Tartini, og var paa Hjemrejsen til Stock­ holm. Om hans Spil bemærker Schiønning, at han „excellerede overmaade paa Violin og overgik vores R ees“. Der var imidlertid kun meget faa Tilhørere, „næppe 30 til 40 Mennesker“, sandsynligvis paa Grund af den høje Pris, 1 Rdl. for hver Billet. Optraadte nogle Virtuoser altfor fordringsfuldt — allerede Scheibe taler om Virtuosernes Indbildskhed og storagtige Væsen — vare andre igjen altfor krybende. Et Par italienske Sangere, S e c - c h io n i og B o s c o l i , der havde sunget i Operaen i Sæsonen 1763— 1764 , anraabe høje Velyndere om at yde de fattige Fremmede en liden Assistance til Fortsættelsen af deres Rejse ved at bivaane en Koncert paa Bryggernes Faugshus, hvor­ til Billetterne betaltes med 3 Mk. Danske, eller hvad enhver efter egen kjærlig Generøsitet vilde unde dem. Der hvilede endnu over den rejsende Virtuos et Skær af Gøgleren, en R est af ældgamle Tiders Foragt for dem, som stillede deres Færdigheder og Talenter til Skue for Penge, og hvis frie Fivs Uregelmæssigheder jævnlig stødte an mod de vedtagne Begreber om Dyd og gode Sæder. „De vandrende saakaldte Virtuoser“ , skriver „Morgenposten“ i 1787 , strømme til os i en uophørlig Kreds. Ikke saa snart har e n udspillet, før vi se en anden paany at opslaa sine Kunststykker i Aviser, paa Gader og Stræder, indbyder os til at høre hans Vid­ undere for et Par Mark, stryger det fortjente i Snapsækken og sætter derpaa sin Stav videre“, og Forfatteren spørger indigneret, om det hædrer eller besksemmer den ædle Musikkunst, „at dens Dyrkere saaledes rejse om og offentlig spille Bue for Penge og sanke Skillinger ind ligesom Taskenspillere, Bjørnetrækkere og ** Krumspringmagere.“ Det mod Aarhundredets Slutning stærkt tiltagende Besøg af fremmede Kunstnere trak mange Penge ud af Landet uden at yde noget reelt Vederlag, idet de vel viste megen Kunst og F lid , men ikke rørte Hjærtet „mere end den, der spiller „Katten er mit Søskendebarn““. De allerfleste Tilhørere forstode ikke et Sandskorn af hele Mesterstykket. De gav blot deres to Mark ud for at faa et Par Timer kvalt, bekigge Damerne i Logerne og kunne sige, at de havde ogsaa hørt den Virtuose. Vore egne Musikere skulde vogte sig for „at lade sig forlede af de omløbende Kunstspillere til at vise kunstige Haandgreb og Firlefans i Stedet for at røre Sjæl og Hjærte ved henrivende Toner“. Maaske var der lidt overdrevent i alt dette; men der fandtes unægtelig meget i det 18 de Aarhundredes Virtuosvæsen, som i alt

Made with