Musikforeningens_1

— Kammermusiken — 19 Ballotter, Komedier og Konc e r t e r 1). Fra Italien korn den instru­ mentale Kammermusik til Kejserhoffet i Wien og fra Wien til Dresden, hvorfra Vejen atter i hin Periode gik direkte til det danske Hof. Som alt nyt blev denne moderne Kunstart i Førstningen optagen med Uvilje af Mændene af den gamle Skole. Englænderen John Price, der i 1630 blev Direktør for „den lille Kammermusik“ ved det sachsiske Hof, klager over, at han gjerne vilde have ind­ rettet Kammermusik „paa nuværende italiensk Maner, saaledes som man plejer at musicere instrumentaliter ved det kejserlige Hof med to, tre eller flere Personer“, men havde mødt Modstand hos sine Kolleger2). Ikke længe efter, se vi, kom man ogsaa ved Christian IV’s Hof ind paa dette nye. I 1636 blev nemlig J acques Fouca r t , der havde været Violist i Kapellet siden 1624 og døde Nytaarsdag 1641 , stillet i Spidsen for en særlig Afdeling af Hofmusiken, „og skal han herefter være vor øvSrste Fiolist og de andre af vore Fiolister som det sig hør dirigere“. Da Kapellets Etat udviser, at der foruden ham kun var 1 Violist og 1 Viol de Gambist, ledes Tanken natur­ ligt hen paa Kainmermusiken, specielt Sonaten for 2 Violiner og Bas, en af de ældste Kammermusikformer. Efter Foucarts Død kom en anden Franskmand, F r anço i s Francoeur , i hans Sted. Til den vokale Kammermusik engageredes i 1638 Bassangeren Benede t t o Bonagl i o og Altisten Agos t i no Font ana , der i Kongens sidste Leveaar forfremmedes til Kapelmester. Vi træffe fra nu af ogsaa i Anvendelsen af Benævnelserne Kammer, Kam- mermusikUs osv. paa en Sprogbrug, der forudsætter Indførelsen al den nye Musikart. I 1639 lod Kongen saaledes skjænke 50 Dal. til „en polnisk Musikant, som nogen Gange havde opvartet udi K. M.s eget Kammer med de andre ny italienske Sangere“ 3). Den tidligere omtalte Gabriel Voigtlånder kaldes i 1642 Prinsens Kammer- Musikant, og Kapelmesterbestallingerne, der forhen løde paa Op­ vartning i Kapellet og andensteds, hvor Behov gjøres, nævne her- ’) . . . „la musica tanto da Chiesa quanto da c am e ra * . . . „hora intornei, hora in balletti, hora in commedie et in varj c o nc e r t i et finalmente nello concertar le due viole“. Se Slutningsbrevet i Monteverdes „Scherzi nrusi- cali“ Venedig 1609. Ambros: Geschichte der Musik IV. p. 354. 2) Fürstenau: Beiträge zur Geschichte der kön. sächs. mus. Kapelle. 1849. p. 85-86. 3) Musikant betød den Gang Sanger. Senere brugtes det som en almindelig Titel svarende til vort Kammersanger eller Kammermusikus.