Musikforeningens_1

— Tiderne skifte —

47

Men Passionsoratoriernes gyldne Tid var til Ende. Thron- skiftet havde bevirket et fuldstændigt Omslag i den offentlige Stem­ ning, i Publikums Smag og Tilbøjeligheder. Kjøbenhavn var som en forvandlet By. Det var ikke længer fint at svælge i „Vor Frel­ sers blodige Lidelser.“ Den devote Tvang var brudt, og man kunde frit kaste sig i Armene paa en Sværm af Forlystelser. Blandt disse stode Theatrene i første Række. Dansk Komedie paa Kongens Nytorv, tysk Komedie i Store Kongensgade, fransk Komedie paa Nørregade, italiensk Opera paa Gharlottenborg, hvad vilde man forlange mere? Den sidste var Koncertvæsenets værste Fjende. Naar allerede de italienske Koncerter i 1743 havde været farlige for det daværende musikalske Kollegium, er det let at begribe, hvor ødelæggende Operaen maatte blive. Jo længere Publikum havde maattet føle Savnet af Tidens mest moderne og mest omtalte Skue­ spil, med desto større Graadighed kastede det sig derover som en Flok hungrige efter langvarig Faste. Der var enkelte, som oppo­ nerede. Holberg skrev imod Operaen i Epistlerne, Fursman og La Beaumelle i „La spectatrice danoise“, Scheibe i Fortalen til Synge­ spillet „Thusneide? x). Men hvem brød sig om, at Kritiken beviste, at Operaen var udramatisk, meningsløs og latterlig, en Kunst i Forfald, en Haan mod den gode Smag, saa længe Moden erklærede, at den var mageløs. Selv om nogle af disse Indlæg, der mer eller mindre direkte lode sig føre tilbage til det musikalske Societet som et fælles Ud­ gangspunkt, ikke vare komne for sent, vilde de næppe have været i Stand til at redde Societetet fra Undergang. I April 1748 opførte I ve r s en atter en Gratulationsmusik, som han havde komponeret til Kongens Fødselsdag. Men derefter varede det ikke længe, inden Selskabet begyndte at falde sammen, og Italienernes Tilbagekomst den følgende Sæson med Gl uck i Spidsen gav det Dødsstødet. Den 20. Jan. 1749 bekjendtgjør Iversen, at „det vidt bekjendte danske musikalske Societet af adskillige Aarsager for en Tid cesserer med sine ugentlige Concerter“. Holberg siger ligefrem, at det var „de fremmede Spektakler“ og særlig Operaen, som kuldkastede det, og giver Selskabet det Eftermæle, at det „var yndet og admireret saa vel af Fremmede som af egne Landsmænd, og det ikke uden Aarsag. Jeg kan vidne,“ føjer han til, „at den Musik, som der til

1 j Om den lilerære Operafejde og Scheibes Ideer til en Reform af Syngespillet s. Forf.’s Afhdl. „Gluck og Scheibe“ i Nationaltidende 8 . Jan. 1883 ff.