591169572

syn med de Fattige, de Sunde som de Syge — hvilket i Fattigvæsenefs Plan af 1799 § 21 meget rigtigt lindes op­ stillet som en Hovedopgave for Fattigforstanderne — er der vistnok for Tiden saare sjelden Tale. Der ydes der­ for, som foran anført, megen unødvendig Understøttelse i Penge og Brød, og mange af Forstanderne tage sig det altfor let med Udstedelse af Sygesødler. At Antallet af de Syge, der erholde fri Lægehjælp gjennem Fattigvæsenet, er saa overordentlig stort, kan man ikke undres over, naar det — hvad Udvalget har havt Ledighed til at erfare — er en Kjendsgjerning, at der gives Forstandere, som staa i den Formening, at det er deres Pligt at udstede Sygesedler til Enhversomhelst, der melder sig, og naar der ikke sjel- dent forekommer Sygesedler, der ere udfyldte — ikke af vedkommende Forstander, men af hans Boutiksdreng eller Boutiksjomfru. Blandt Manglerne ved Forstanderinstitutio­ nen bør endnu nævnes den, at disse Functionairers Antal er altfor lidet, forudsat at man i det Væsentlige vil bevare den nuværende Organisation. Tidligere var Forholdet i denne Henseende bedre. Ifølge Planen af 2den Ju li 1799 skulde hver Fattigforstander have Tilsyn med omtrent 15 fattige Familier. I 1802 fandtes der 127, i lSO7 125, i 1 8 1 1 119 Forstandere. 1 1810, da Fattigvæsenets Besty­ relse forandredes, var Antnllet sunket ned til 64, og dette Antal har siden omtrent holdt sig; i 1866 fandtes der 79, o: 1 for 2,100 Indbyggere. Hvis man imidlertid indskræn­ kede sig til at forøge Forstandernes Antal, saa at dette forholdsviis blev ligesaa stort som ved Aarhundredets B e ­ gyndelse, vilde man kun gjøre det muligt for den nidkjære og indsigtsfulde Forstander at udføre det ham paalagte Hverv bedre, end det nu lader sig gjøre; man vilde ikke derved hæve de Ulemper, der hidrøre fra Mangel paa Iver og Kyndighed. Udvalget maa i Henhold til ovenstaaende Bemærkninger efter nøie Overveielse foreslaa, at samtlige Fattigforstandere afgaa, og at der ansættes et Antal lønnede