591166980

28 Ej længer fattigt Barn forladt maa være, Mens Moderen gaar ud at skaffe Brød, Et Hjem det har, hvor Hjertet nu kan lære At elske, være godt, som Gud os bød!

*

Hvor meget Træffende og Varmt sige ikke disse faa Ord af en af vore Asylindvielses-Sange os? De føre os ind i den Arbejdendes og Fattiges Bolig. Se vi end saa hyppigt ret der, hvor stor en Vinding Gudsfrygt med Nøjsomhed er (1 Tim. 6), — beundre, glæde vi os end ved den Velsignelse, der kan være i det lidet Brød, hvilket en kjærlig, forstandig Moder helliger ved Guds Ord og Bøn (1 Tim. 4), og uddeler til de mange, og der er dog nok; — o, hvor letter alligevel ikke just i et saadant Hjem en Haandsrækning? med hvormeget friere Sind gaar ikke Mand og Hustru hver til sin Gjeming, naar ingen Bekymring for de Smaa tynger Sindet, — naar de ikke skulle være afhængige af Andres kjøbte Godhed, og ikke behøve at overlade den yngre til en ældre Broders eller Søsters Varetægt? «Den, som tager Barnet ved Haanden,» siger et sandt Ord, «han tager Forældrene ved Hjertet.« Stad­ fæster ikke dette sig ogsaa her? Meget er der, som kan oprejse Adskillelsesmure imellem Samfundets Klasser, — meget, som kan fjærne Højere og Ringere, ja vække Misundelsen og Naget med de skjulte fjendtlige Stem­ ninger mod den mere Begunstigede. Asylerne høre med i Kjæden af de Goddædigheds Stiftelser, der ere ud- sprungne af en levende Velvillies- og Samfundsaand, de bære Vidnesbyrd om, at den Erkjendelse er vaagnet, at som paa Legemet alle Lemmer lide, naar et lider (t Cor. 12), saaledes gaar det med Folket i det store, med Familien i det mindre. Men skal der virkeligen og grundigen hjælpes, da maa der begyndes med Be­ gyndelsen. Indenfra og nedenfra skal der arbejdes, for at det Hele kan lide vel, og intet Led skal overspringes