KjøbenhavnsTelefon_1881-1931

A F EN TELEFON IST INDES ER INDR ING ER

eller: »Kunde D e nu igen ikke finde Krykke rne?« og lignende mærke* lige Spørgsmaal var hans stadige Tiltale, men bagefter lo han altid saa hjerteligt af sine egne Vittigheder, at man ikke kunde tage hans Vrede saa alvorligt. En af mine værste »Patienter« omsatte altid sine Afb rydelser i rede Penge. »Frøken, nu er jeg igen blevet afbrudt! Jeg vil sige Dem, den Af* brydelse koster mig 200 Kr., og D e eller Selskabet skal erstatte mig Tabet«. Beløbene steg i samme Grad som hans Vrede, det var ikke smaa Sum* mer, den stakkels Mand daglig maatte ofre paa sin Telefon. O fte har han truet mig med ø jeblikkelig A fsk ed og andet skrækkeligt; men han har ogsaa engang sendt mig et 10 Kroners Handskekort, hvilket jo maa siges at være en formildende Omstændighed. En Abonnen t var stærkt tunghør. Blev der meldt »optaget« til ham, blev han alligevel staaende ved Telefonen, og fik han Numret, stod den anden Abonnen t mange Gang e o g raabte sig hæs, før den første forstod, at der var nogen. En Herre paa hans Kon tor bad mig en D a g om altid at tale meget højt, naar hans C h e f ringede, det var ham nemlig meget imod, at nogen skulde vide, at han hørte daarligt, og derfor vilde han altid selv ringe op — til lige stor Gêne for Central og Abonnenter. To af mine slemme Mæ nd har jeg truffet ude i Selskabslivet, selv* følgelig uden at de har haft Anelse om, hvem jeg var. D e viste sig at være fine og dannede Selskabsmennesker, om hvem man aldrig vilde tro, de kunde være saa ubehagelige i Telefonen; men denne er nu engang for mange Mennesker et kærkomment A flø b for deres Vrede og daarlige Humør. M in sikre Overbevisning er, at den Dag, Telefonen naar den tekniske Fuldkommenhed, og det gør den jo nok, at Abonnen ten ikke blot kan høre, men ogsaa se Telefonistindens venlige Smil, da vil meget være vundet i Forholdet mellem »Central« og »Abonnent.—«

57