HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1992 h5

Bent Waagepetersen

med i kådheden, til stor forfærdelse for bedstemoder (Gaston Waa- gepetersens stedmor boede i huset). Da jeg senere kom ud i livet havde jeg stor vanskelighed ved at blive imponeret af ældre rangspersoner, mange bar over med mig og fandt mig formodentlig frisk og frimodig, men af og til rendte jeg mig en stage i livet. Det kom af den kammeratlige tone, vi havde hjemme. Men den havde nu alligevel sin værdi - jeg ville nødig have været den foruden. Hele hjemmet hvilede på ærbødig­ hed, naturlighed, sandhed, fædrelandskærlighed og naturlig religiøsitet, al sladder var bandlyst, sorger ramte os næsten ikke og livet levedes på en god økonomisk grundvold. Men det, som bar stærkest, var nok det skønne og rene forhold mellem moder og fader. Aldrig har jeg set bedre eksempel givet til børnene. Derfor var de et midtpunkt ikke alene for os, men også for alle deres ven­ ner og bekendte. Moder var meget smuk. Hun havde en meget smuk hovedform, smalle tindinger, regelmæssige ansigtstræk og en rank og statelig figur. Dejlig skal hun have været i sine unge dage. Billederne viser det, og selv da alderen havde givet hende rynker og grå hår og bøjet hendes ryg, var hun dog både smuk, statelig og fornem i den beskedne sorte kjole og med det sirligt ordnede hår, hvori der altid var stukket en skildpaddekam, der foroven endte i runde kugler. Mangen gammel kavaler har jeg hørt tale med et suk om sin gamle baldame, den smukke Jutta Thune. Hun var også livlig, munter og velbegavet og forstod at optræde som værtinde i selskaberne derhjemme. Hun havde et stort og varm t hjerte. Vore sorger og glæder var også hendes, og hvad held eller uheld, der ramte hendes omgivelser, gik hun op i med liv og sjæl. Aldrig så vi hende kold eller ufølsom ved andres skæbne. Hun havde vel nok arvet lidt af sin morfaders, den gamle ritmesters, pirrelige sind, hun kunne blive temmelig nedtrykt over livets små virkelige eller indbildte genvordigheder. Så fik hun »krøller i pan­ den«, som vi sagde, men det var rørende at se dem forsvinde, når fader strøg med hånden over hendes pande og sagde et par kærlige ord. Når hun blev vred, kunne hun jo nok give en ordentlig skylle med kvindelig verve og en egen form, hvad enten det var tyende, handlende eller andre, der var kommet hende på tværs. Der var to begivenheder i moders liv, som jeg synes giver det kla­

180