HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1992 h5

Bülchesgård. KøbenhavnsMønt 1672-1749 Begge efterlod de sig sønner, der bar fædrenes fornavne og nu overtog såvel ejendommene i Helsingørsgaden som de offentlige hverv, Bendix Grodtschilling (III) som kunstkammerforvalter og Christian Wineke (d.y.) som møntmester. Wineke fik dog først møntmesterbestalling 1704 og rådighed over ejendommen 1714, da moderen og andre arvinger afstår den til ham. Om vi dog blot kendte det billede, maleren Magnus Jørgensen udførte for kongen 1704 med en gengivelse af Mønten. Det betaltes med 40 rdl. og anbragtes på det nye Frederiksborg Slot, et passende sted, hvor medaljer slået i Mønten gerne blev håndteret af kongen, når hoffet celebrerede de begivenheder, medaljerne skulle fast­ holde mindet om .78 Det er foran omtalt, hvordan Wineke rykker sit plankeværk ind og 1718 køber naboejendommen, som Sesemann havde frasolgt. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at bygningen, der på Geddes kort strækker sig ind over denne grund, skyldes den yngre Wineke. Han fik rigeligt at gøre under den store nordiske krig og tjente sikkert også godt som medaillør. Der har været økonomisk bag­ grund for at skaffe plads til aktiviteterne, og man kan udmærket forestille sig såvel bygningen på det spidse gadehjørne som Hel­ singør sgadehuset og »tværbygningen« optaget af virksomheden. Det gamle herskabelige hus var møntmesterens residens. I planke­ værket ud til Helsingørsgaden har »Møntmesterens port«, der om­ tales 1740, haft sin plads.79 Men i slutningen af Frederik den Fjerdes tid var mønten gået i stå, og Wineke kom i vanskeligheder. Han havde et kostbart ma­ skineri - herunder fire presser - stående, og klagede sin nød, da landet med Christian den Sjette fik en ny konge 1730. Wineke, der var bekendt med den kongelige byggelyst - han udgav senere et digt til Christiansborgs pris - foreslår straks majestæten at bygge en ny mønt til »lystre for byen«, som det siges, da forslaget gen­ tages 1734. Mønten var atter gået i stå. Hvad møntmesteren måtte have foretaget ved bygningerne er nok sket inden da. Efter hans død 1746, hvor enken fik lov at drive virksomheden videre, kan det heller ikke forventes, at der er byg­ get nyt. Der har nok snarest været tale om et udslidt fabriksanlæg,

71