HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1992 h5

Martin Dyrbye Dan sit ønske opfyldt og får derved lejlighed til at lykønske Chri­ stian den 5. med ordene:

»Mægtigste fyrste, min søn og min glæde, Kongernis ære, regenternis siir værdig at sidde paa kongelig sæde værdig at føre sverd, krone og spir, jeg er forlovet, med gudernes tykke, Dig til ære og ynske til lykke«.

Derpå vender kong Dan tilbage til Olympen, hvorefter Merkur kommer »ned af himmelen« for at fortælle, at Mars vil deltage i festen. Mars befaler, at alle »lysts oc fryds gudinder« skal indfinde sig. Dette efterkommes »udi music eller maneer af opera«. Derpå synger »glæden og kærligheden« en duet med tilkendegivelse om »intet heller at ynske, end kongens fornøyelse at kunne forøge«. Begge forsvinder bort, men i stedet optræder fire helte »dantzendis en ballet med suerde oc skiolde i hænderne«. Mens et kor synger, »trompeternes oc kiedeltrommerne stemmer i med«, »nedkom- mer« Mars »af himmelen, sidendis udi en throne med allehaande seyervindings tegn gandske besat«. Mens Mars vil tage ordet, dukker rygtets gudinde fama op i luften. Af Mars befales hun »hans majestets berømmelige nafn ofver all verden at udsprede«. Hun efterkommer ordren bl.a. ved at lade en laurbærkrans falde ned for kongens fødder. Victoria viser sig nu for kongen efter Mars' forsvinden. Hun lover kongen at være ham tro og »dantzer een entré«. Til slut danser fem helte (krigere) med hverandre, »oc med deris skiolds sammensætning udvisis kongens vaaben«. De fjerner sig derpå igen til lyden af korets sang, »trompetters og kiedel- trommers liud«. Derpå forsvinder de »elyseiske marke« og »et smukt palladtz paa landet lader sig tilsyne«, formentlig udført ved at vise et bagtæppe med Sophie Amalienborg som motiv. Desværre kendes komponisten ikke til denne operaballet, medens det anses for sikkert, at den førnævnte Berthaut arrangerede dansene.9 Ved brugen af talrige effekter og mekaniske virkemidler, som f.eks. flyvemaskiner, lyde, dansere, sangere og musikere, viser dette stykke scenekunstens formåen i Danmark ved slutningen af 1600-tallet. Tekstens indhold afspejler, hvorledes den enevældige

86