HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1992 h5

Træk a f enevældens teaterlivfør 1748

Ved førsteopførelsen bestod publikum af den kongelige familie, hoffet og »de højeste Rangs- og Standspersoner«. Successen var så stor, at man talte derom dagen efter. Byen var med dens ca. 60 .000 indbyggere ikke større, end at en sådan begivenhed vakte megen omtale og interesse.14Kongen blev, foranlediget af den store inter­ esse for forestillingen, tilskyndet til at lade operaen genopføre den 19. april 1689, en skæbnesvanger beslutning for Sophie Amalien­ borg, teatret og publikum. Nu havde en større kreds mulighed for at overvære operaen, også folk uden direkte forbindelse med de øverste hofkredse. Navnlig i hjem med børn imødeså man den sto­ re begivenhed med længsel og forventning. Om eftermiddagen den 19. april 1689 klokken tre blev portene lukket op til teatret. De festklædte fremmødte tilhørte såvel de lave som høje rangklasser. Hoffets ansatte havde lejlighed til at over­ være begivenheden, hvor både unge og gamle mødte frem. Endog ganske små børn var med. Forestillingen tog sin begyndelse. Efter at Merkur havde fremsagt prologen, og Mars havde afsunget de første vers af sin arie, lød råbet: »vand, vand!«. Ulykken var ind­ truffet. En lampe, hvis olie ganske var opbrændt, eksploderede, og dens brændende væge antændte enebærris og andet grønt. Kort efter stod alt i lys lue. Panikken rasede blandt publikum, der havde svært ved at flygte ud gennem publikumsindgangen p.g.a. tumul­ ter, ydermere gik dørene indad. Kongehusets adgangsvej, som kun kendtes af få, var i forvirringen blevet lukket. Vinduernes stærke jerngitre umuliggjorde en flugt ad denne vej. I løbet af tre kvarter lå hele træbygningen, operahuset, i aske, omkring 186 omkom. En del af tilskuerne nåede dog ud gennem huset gennem aktørernes udgange bag scenen. Kun en aktør mis­ tede livet, nemlig teatrets Pickelhering (Harlekin). I de næste timer brændte tillige en del af slottets nordlige fløj. Kongen, der samme eftermiddag havde holdt statsråd, kom til brandstedet med hoffet og var dermed vidne til den ulykkelige begivenhed. I den følgende tid hvilede sorgens tunge skyer over byen og lan­ det. Fra Vartovpræsten J. Brunsmand kendes en fortegnelse over de omkomne, som man med sikkerhed kunne identificere, mens 60 »ikke kunde kendes, saa jammerlig vare de opbrændte«. Teatret med sine 2 0 0 pladser må have været overfyldt, idet en del nåede at redde sig ud. Mange familier ramtes af tragedien. Ikke kun adelige,

89