292631189

.•* ■'

■-*■

-■*'

*.

i

■

■;,; v'&V, " %v,. .ri«;

' j ' r

■', ,* -;; - ' v

■-.

■:: i

. . x

.

’-vr.'

O # #

■■' ■

'¥p%t» ■

H A N D S K E R I 1 0 0 A A R

Handsker i 100Aar P

Udsendt af A K T I E S E L S K A B E T N. F. L A R S E N & S Ø N N E R Kongelige Hof-Handskefabrikanter i Anledning af Firmaets 100 Aars Jubilæum 1 9 4 3

F O R O R D

Den 1. April 1843 aabnede den 29-aarige Handskemager­ svend Niels Frederik Larsen sin Forretning paa Kjøbma­ gergade i København, og hermed indledtes et helt nyt Afsnit af Handskemageriet i Danmark. Paa alle Omraader indenfor sit Fag var N. F. Larsen Foregangsmand her­ hjemme, og han har derigennem haft den største Betyd­ ning for Udviklingen og vel mere end nogen anden bidra­ get til at skabe det Grundlag, hvorpaa den moderne Handskeproduktion hviler. Efter N. F. Larsens Død overtog hans to Sønner i Fællesskab Forretningen, som under deres Ledelse yderligere voksede og forbedrede sin Position. Paa de følgende Blade fortælles lidt om vort Firmas Ud­ vikling og om den Vare, vi handler med. Vi beder Kunder og Venner modtage dette Skrift som en lille Hilsen med Tak for svundne Aar og med Ønsket om et fortsat godt Samarbejde i Fremtiden.

A/s N. F. L A R S E N & S Ø N N E R Kongelige Hof-Handskefabrikanter.

L Æ R E A A R

1830’erne kunde København endnu med Lethed passe sine Børnesko. Endnu lidt verdensfjern laa Danmarks Hovedstad bag sine Volde. M Halmtorvet, den nuværende Raadhusplads, var ud mod Landet af­ grænset af den høje Vold med Vesterport, som omhyggeligt blev aflaaset om Aftenen, hvorefter Portnøglen blev bragt op til Hans Majestæt Frederik VI, sammen med Lister over de Personer, der med Postillon var ankommet til Byen. Sommersøndage gik en Strøm af spadserende ud gennem Porten, forbi Frihedsstøtten og ud til Frederiksberg Have, hvor man promenerede i Gangene, satte sig paa Bænkene eller i Græsset eller stillede sig op foran Slottet og lyttede til Taffelmusikken, der klang ud gennem de aabentstaaende Vinduer, medens man ventede paa det Øjeblik, da den kongelige Familie vilde forlade Slottet for at foretage en Sejltur paa Kanalen. Folket elskede den gamle Landsfader, og netop paa det Tidspunkt, vi her særlig vil rette Opmærksomheden imod — April 1837 — fulgte man i Ængstelse Efterretningerne om hans Befindende. Kongen havde været syg i nogen Tid, og hver Dag greb Byens Borgere Avisen for at læse Hofkirurg Christian Fengers Bulletin. Heldigvis saa det nu ud til at gaa fremad. Et almindeligt Samtaleemne paa denne Tid var Landets store Søn Bertel Thorvaldsen, som endnu boede i Italien. Med en storslaaet Gestus havde Verdensberømtheden besluttet sig til at skænke sine Værker til det danske Folk, og Menigmand havde en lidt usikker For-

10

N. F. LARSEN & SØNNER

nemmelse af, at han burde være taknemmelig, men det forhindrede ikke, at han ogsaa tænkte paa den praktiske Side af Sagen, og i Pres­ sen diskuterede man, hvorfra Pengene skulde komme til Opførelsen af det Museum, der skulde huse Skattene. Den 10. April bringer Berlingskc Tidende Budskabet om Thorvaldsens forestaaende Hjemkomst: „Vi ile med at meddele vore Læsere den højst glædelige, med Fredagsposten hertil indkomne, sikre Efterretning, at vor hæderkronede Landsmand, Hr. Etatsraad Thorvaldsen , afrejser i denne Maaned . . . fra Rom til Mtinchen og derfra hertil41. løvrigt er Tiderne hyggelige og rolige. Ganske vist er der lidt Borgerkrig i Spanien, men det laa jo dengang saa langt borte. Den 14. April i dette Herrens Aar forlod den unge, nys udlærte Hand­ skemagersvend Niels Frederik Larsen sin Fødeby København for at gaa „paa Valsen4. Med let Ransel og ditto Pengepung, men glad i Sind, gik han ombord i den lille Paketbaad, der løb i Rutefart til Kiel. Et nyt og spændende Afsnit af hans Liv skulde nu begynde. — Han var fra et fattigt Hjem og var kun 10 Aar gammel, da Faderen døde, og fire Aar senere døde ogsaa Moderen. Den lille Niels Frederik var kommet ind paa Opfostringshuset, og saa snart han var konfirmeret, blev han anbragt i Hjemmet hos en Handskemager i Studiestræde for at lære Faget. Skønt Læretiden var syv Aar, var det saa som saa med det, han fik lært, for det meste af Tiden gik med at løbe Byærinder og hjælpe til med lidt af hvert. Venlig Omgang mødte han ikke meget af. Hans „Madam4 var baade gerrig og streng, men trods de ublide Kaar var Drengen i Reglen i saa godt Humør, at Madammen forundret maatte spørge, hvad han dog havde at være glad for. Man gætter næppe forkert, naar man tænker sig, at den unge Mand, som han sad der paa det lille Dampskib paa Vej mod Eventyret, har følt sig jublende fri som Fuglen i Luften. Med et Smil kunde han nu tænke tilbage paa sin strenge Læretid og huske, hvordan han i lange

12

N. F. LARSEN & SØNNER

af Burinanns søde, unge Datter inde i Lejligheden ved Siden af Værk­ stedet. I hvert Fald slog han til og kom aldrig til at fortryde det. Hos Burmann lærte han alle sit Fags Finesser, og ind imellem fik han Tid til at tabe sit Hjerte til Mesters Datter Henriette Marie. De blev ikke officielt „trolovede", men da han efter et Aars Forløb tog Afsked, vidste begge de to unge, at han vilde komme tilbage. Og saa rejste N. F. Larsen videre ud i Europa. — Berlin, Wien, Mtinchen, Triest, Venezia, Verona var nogle af Stationerne paa Vejen, og overalt hvor han kom frem, vandt han sig Venner. Det mærkede hans Broder Christian , som ogsaa var Handskemager, da han foretog en lignende Tur et Par Aar senere. Naar han kom til et Sted, hvor Bro­ deren havde været, var han sikker paa at blive modtaget som en gammel Bekendt. Mange Penge havde den unge Niels Frederik ikke paa Lommen, men det behøvedes heller ikke. 1 Italien sørgede han for at komme til Klo­ strene omkring ved Spisetiderne. Dér blev de rejsende altid bespist først og ganske gratis. Hans Vej førte ham ogsaa ind gennem Ungarn, og her søgte han ofte Nattekvarter hos Zigøjnerne, som altid gæstfrit overlod ham en Plads ved Lejrilden. Hele fem Aar varede hans Vandring, og paa Hjemvejen besøgte han sin Henriette Marie i Burgdorf. Den 14. April 1842 — nøjagtig Fem- aarsdagen for Udrejsen — blev hans Vandrebog paategnet i Køben­ havns Toldbodvagt, og Aaret efter gjorde han sit Mesterstykke, et Par Rytterhandsker af Hjortelæder. Det er et meget smukt udført Arbejde, der vidner om hans personlige Dygtighed som Haandværker. Den ene af Handskerne blev senere skænket til et Museum i Stockholm. Samme Aar, N. F. Larsen blev Mester, blev han i København viet til Henriette Marie Burmann. Baade i Hjemmet og Forretningen begyndte de to unge Mennesker under yderst smaa Forhold — men det skulde snart gaa fremad.

A F H A N D S K E R N E S H I S T O R I E

et Haandværk, N. F. Larsen som nyslaaet Mester nu skulde til o at drive for egen Regning, havde meget gamle Traditioner. Ja— J ' Vil man efterforske, hvornaar det allerførste Par Handsker kom til Verden, maa man efter nogle Sagkyndiges Mening helt tilbage til forhistorisk Tid. Allerede Hulebeboerne skal have beskyttet deres Hænder og Arme med en Slags lange Handsker, groft fremstillet af Dyreskind. Fra en senere Tid ved man, at Handsker var kendt i det gamle Ægypten, og baade de gamle Grækere og Romere brugte Hand­ sker, bl. a. ved Maaltiderne. Gafler var jo et ukendt Begreb — man spiste med Fingrene, og mange benyttede derfor Handsker, saa de kunde nyde ogsaa den varme Del af Bordets Glæder uden at brænde sig. I Begyndelsen blev Handsker ellers først og fremmest anvendt til Beskyttelse mod Vejrliget og under Arbejdet, men man havde ogsaa særlige Handsker, der benyttedes ved gymnastiske Øvelser og ved Nævekampe, og lidt efter lidt bemægtigede Moden sig Handskerne, saa de fra at være en decideret Nyttegenstand ogsaa blev en Luksus­ genstand. Oprindelig var Fingerhandsker altid af Linned, men nu begyndte man ogsaa at fremstille dem af Silke og udsmykke dem paa kunstfærdig Vis. I det gamle Rom ivrede mange mod Moden og fandt det forkasteligt, at fuldkommen sunde og raske Mennesker iførte sig Handsker — det var et Tegn paa Blødagtighed. Selv om dette nu forekommer os latterligt, maa det indrømmes, at der i Roms Forfaldstid

14

N. F. LARSKN & SØNNER

nok kunde være Grund for fornuftige Folk til at prøve at dæmme op for den overhaandtagende „Forfinelse*. Det skal være gaaet saa vidt, at man endog havde smaa tynde Læderfoderaler til Beskyttelse af Tungen. En særlig Rolle spillede Handsker i den gamle katolske Kirke. De gjaldt her som et Værdighedstegn, og der var bestemte Farver for de forskellige Rangklasser. Pavens Handsker var hvide, Biskoppernes røde, andre højt- staaende Prælater kroede sig i violette Handsker, medens de alminde­ lige Præster maatte nøjesmed sorte. I Klostrene beskæftigede Munkene sig foruden med mange andre Haandværk ogsaa med Handskemageri. Ofte blev der indenfor Gejstligheden udvist stor Luksus med Hand­ sker, hvilket førte til kirkelige Forordninger, der ligefrem fastsatte, hvor meget man indenfor de forskellige Klasser kunde tillade sig i den Retning. At Handsker var højt estimeret ses ogsaa deraf, at højere Gejst­ lige og Adelsmænd ofte blev begravet med Handsker paa. Den symbolske Anvendelse af Handsker holdt sig lige fra Oldtiden og langt op gennem Tiderne. Naar en middelalderlig Ridder kastede sin Handske for en andens Fødder, vidste enhver, at det var en Ud­ fordring, og naar Handsken blev taget op, betød det, at Udfordringen blev modtaget. Begge disse Betydninger er jo endnu bevaret i gængse Talemaader. Mindre kendt er det, at man ved Indgaaelse af en Over­ enskomst ofte tilsendte en Handske til Besegling af Aftalen, og hvis den anden Part senere ønskede at opsige Overenskomsten, tilkendegav han det ved at returnere Handsken. Man sendte ogsaa Handsker som Tegn paa Hyldest og kunde endog overdrage Gods og Embede og indsætte Arvinger ved Tilsendelsen af en Handske. Et sort Blad ogsaa i Handskernes Historie er Inkvisitionstiden, hvor man undertiden sønderflængede et ulykkeligt Offers Hænder ved Hjælp af Jern­ handsker, og hvor man under Forhør kunde tvinge en anklaget til at trække glødende Handsker paa for derigennem at faa et soleklart

16

N. F. LARSEN & SØNNER

Bevis for hans Skyld: tog Hænderne Skade, blev han dømt, hvor meget han end benægtede. Ogsaa i Middelalderen spillede Handsker en betydelig Moderolle. De brugtes ved Hove, og herfra bredte Skikken sig til videre Kredse. I det 16. Aarhundrede var Handsker almindeligt i Brug, og Læder- Handskemageriet blev betragtet som et af de fineste Erhverv. Ofte parfumerede man Handskerne, og ved alle ceremonielle Lejligheder krævede Etiketten, at man bar Handsker. Fornemme Damer, der vilde være helt sikre paa ikke at forsynde sig mod Modens Bud, skiftede i Dagens Løb Handsker fem-seks Gange, og det blev anset for fint at have Handsker paa i Sengen om Natten. Ved Ludvig XlV’s over- daadige Solkonge-Hof udfoldedes en Handskeluksus, som man nn ikke gør sig nogen Forestilling om. Handskerne smykkedes med Guld, Perler og Ædelstene. Noget senere kom malede Handsker højt i Kurs, en Mode, som navnlig blev befordret af Madame Pompadour. Som en Følge af denne Elegance var det naturligt, at Revolutionen i Frankrig til at begynde med medførte et Omsving i Vurderingen ogsaa paa dette Omraade. Enhver, der bar Handsker, var straks lidt mistænkelig, men det varede dog ikke længe, før Handskerne igen indvandt det tabte Terræn, og Kejserinde Josephine var medvirkende til, at den elegante, lange Damehandske atter kom paa Moden. Vender vi os mod Danmark, viser det sig, at Brugen af Handsker og­ saa her i Landet har dybe Rødder i Fortiden. Danske Vikinger bragte i det niende Aarhundrede Handskerne til England — og en af de aller- ældste Laugsskraaer, der eksisterer, er Handskemagernes. Den stammer fra 1460. Laugets Medlemmer fremstillede dog ikke alene Handsker, men ogsaa mange andre Ting som f. Eks. Bælter, Punge, Tasker, Benklæder, Lagner og Dynevaar samt tykke Pelse og Vamse af Dyreskind. Paa den Tid kendte man her i Norden endnu ikke Linned til Beklædningsbrug og til Sengetøj — det blev altsammen tilvirket

17

HAN OSK KR I 100 AA R

af Læder. Alt efter deres Speciale havde Haandværkerne forskel­ lige Betegnelser som Remmesnidere, Pungemagere, Taskemagere og Peltsnere. I gamle Dage udførtes Handskefabrikationen altid af Smaainestre, der som Regel kun havde en Svend og en Læredreng til Hjælp. Til Gen­ gæld arbejdede man praktisk talt Døgnet rundt, om Dagen med Bered- ningen af Skindene og om Aftenen med Syningen. Nu om Stunder foretages saa at sige al Handskesyning af Kvinder, og Kvinderne har sikkert ogsaa i tidligere Tider hjulpet til ved Syningen, men der er næppe Tvivl om, at den finere Syning blev udført af faglærte Hand­ skemagersvende. Det er rent ud forbløffende at se, hvilke Kunstvær­ ker, disse gamle Haandværkere har kunnet præstere. Der er endnu bevaret gamle Handsker, Seler og andet Handskemagerarbejde, som er smykket med saa kunstfærdige Stikninger og Kantninger, at man har svært ved at forstaa, at det overhovedet har kunnet lade sig ud­ føre uden et eneste af vore moderne tekniske Hjælpemidler. Det er altsammen møjsommeligt syet i Haanden Sting for Sting og i søvnig Belysning. Man arbejdede jo kun ved et blafrende Tællelys eller en osende Tranlampe med den saakaldte „Galge“ foran — en Glaskugle fyldt med Vand, hvis Opgave det var at samle Lyset paa Arbejdet. Taalmodigt har de siddet, disse gamle Handskemagere og styret Naal og Traad med Hænder, som Garverarbejdet oven i Købet havde gjort sprukne og ophovnede. I 1684 blev Handskemagerne udskilt i et særligt Laug, og ikke længe derefter begyndte en gylden Tid for dansk Handskeproduktion. Gen­ nem næsten hele det 18. Aarhundrede udførtes danske Handsker til store Dele af Europa, og denne Udførsel kom til at spille en betydelig økonomisk Rolle for flere af vore Provinsbyer. Eksporthandskerne var alle af en ganske bestemt Art, og de blev allesammen kaldt „Randers- handsker“ , fordi Randers var det første Sted, de blev fremstillet. De

19

HANDSKER I 100 AAR

ved Garvningen fortrinsvis blev anvendt Pile- og Vidiebark, og der­ efter viste det sig, at tilsvarende Handsker ogsaa lod sig fremstille andre Steder. Baade Viborg og Odense blev Handskecentrer. Navnlig i Odense tog man fat med Dygtighed og Energi, og denne By kom op paa en betydelig Eksport og blev den førende i Branchen. Men det, der eksporteredes, hed stadig Randershandsker. Alt har sin Tid her i Verden. Omkring Midten af det 18. Aarhundrede var dansk Handskemageri paa sit højeste, men kom derefter mere og mere i Forfald, saa det efter Aarhundredskiftet helt havde mistet sin Betydning for Eksporten. Medens vi herhjemme havde sat hele vor Lid til de uforlignelige Randershandsker, var Udviklingen i Udlandet løbet fra os, og Haandværket kunde kun reddes ved at modtage Lær­ dom udefra. Endnu engang gik Randers i Spidsen. En dansk Mand ved Navn Kellermann oprettede i 1811 en Fabrik i Randers og indkaldte franske Handskemagere til at arbejde i den, og en af disse, Mattat, overtog senere Fabrikken og drev den betydeligt frem. Medens det fra de ældste Tider havde været saadan, at de smaa Handskemager­ mestre købte de raa Skind og selv behandlede dem til videre For­ arbejdning, blev det nu almindeligt, at man fik de færdige Skind fra Mattats Fabrik i Randers. I 1844 var der saaledes kun fem eller seks af Københavns 34 Handskemagere, der selv garvede deres Skind. Netop ved denne Tid var der imidlertid alvorlig Fare for den hjemlige Industri. Enhver maatte indrømme, at de indførte franske Handsker baade saa kønnere ud og passede bedre end de danske. Franskmæn- dene havde nemlig opfundet en ny Farveinetode og en ny Behand­ ling med Rækning og Strækning af Skindene inden Udskæringen, hvorved Handskerne blev mere ensartede og mindre udsat for at skifte Form under Brugen. Det var et saa afgørende Fremskridt, at de Me-

H A N D S K E R I 1 0 0 A A R

e nye franske Fabrikationsmetoder var Fremtiden. Med sikker Bedømmelse saa N. F. Larsen dette med det samme, og hans første Regeringshandling var derfor hurtigst muligt at faa indført det nye System i sin Forretning. I det første Aar laa Forretningen paa Købmagergade Nr. 60, det nu­ værende Nr. 23, men flyttedes saa til Nr. 68, det nuværende Nr. 7, hvor Larsen installerede sig i Kælderen. Til at begynde med havde han ikke mere travlt i Forretningen, end at han delte en Svend med to andre Mestre, men der gik Ry af det Arbejde, han leverede, og Re­ sultatet var, at han fik mere og mere at bestille. I Løbet af faa Aar var Bedriften faktisk ved at vokse ham ud af Huset. For at faa Plads til sine Værksteder købte han i 1848 Gaarden Ny Kongensgade 13, og Aaret efter erhvervede han hele den Ejendom, hvor selve Butikken laa. Paa 2. Sal indrettede han sin private Lejlighed, hvor han boede lige til sin Død. Langt den største Del af Virksomhedens Raamaterialer bestod den­ gang af Lammeskind fra de magre jyske Hedeegne. Allerede i Ran- dershandskernes Guldaldertid havde disse Skind vist sig uovertrufne til Handskefabrikation. I de første Aar købte Larsen Skindene af en Handelsmand i København, men senere begyndte han selv at fore­ tage Indkøb i Jylland, og i 1859 anlagde han eget Garveri i Viborg. Desuden oprettede han eget Farveri i København.

22

N. F. LARSEN & SØNNER

Lige fra Begyndelsen interesserede N. F. Larsen sig levende for alt, hvad der angik hans Fag, og han havde altid Lyst til at eksperimen­ tere med nye Ideer vedrørende Fabrikationen. Det var karakteristisk for ham, at han aldrig gjorde nogen Hemmelighed af saadanne For­ søg. Tværtimod fortalte han altid aabent sine Kolleger om sine Resul­ tater og Erfaringer. Aar for Aar gik N. F. Larsens Forretning frem, og i 1863 foretog han en Nyindretning, der skulde faa den største Betydning, ikke blot for hans egen Virksomhed, men for hele den københavnske Handskeindu­ stri. Det begyndte med, at Larsen i 1861 sendte sin ældste Søn, unge syttenaarige Martiniu s, til Paris, for at han kunde uddanne sig i Faget, og gav ham Besked om at være vaagen og have Øjnene med sig efter eventuelle nye Opfindelser og Forbedringer. Den unge Mand fulgte interesseret den faderlige Henstilling og blev derved opmærksom paa de mange Fordele, man kunde opnaa ved Hjælp af en Handske-Ud­ hugningsmaskine. Med en saadan Maskine kan man ved Indsætning af forskellige Knive udhugge Handsker i alle tænkelige Størrelser. Sønnen skrev derom til Faderen, som straks var lydhør, og efter en omfattende Korrespondance blev der bestilt en Udhugningsmaskine til Larsens Forretning. Den blev fremstillet i Paris og kom til Køben­ havn i 1863. Nu, i Teknikkens Tidsalder, lyder det mærkeligt, at en enkelt saadan Maskine kunde komme til spille nogen særlig Rolle for andre end den Virksomhed, der havde anskaffet den, men dengang var det anderle­ des. Maskinen var en Sensation, den greb dybt ind i hele Produktio­ nen og havde en meget væsentlig Andel i det betydelige Opsving, der fulgte. Men Pionerens Vej er stenet. Maskinen blev ingenlunde mod­ taget med Kyshaand i København, hverken af de andre Handskemager­ mestre eller af Svendene. De sidste frygtede, at Maskinen skulde tage Arbejde fra dem, og de blev derfor enige om at knytte Næverne og pure

24

N. F. LARSEN & SØNNER

nægte at behandle Skind til Udhugning paa Maskinen. Denne Modstand kaldte hos N. F. Larsen paa en Egenskab, som ellers aldrig kom for Dagens Lys. Han viste, at naar det endelig skulde være, forstod han at sætte haardt mod haardt. Han oplærte i en Fart 15 Drenge til at udføre hver sin lille Del af Arbejdet i Forretningen, og paa denne Maade lykkedes det virkelig at holde Fabrikationen saa nogenlunde i Gang i et Par Maaneder. Da den Tid var gaaet, var Svendene igen til at tale med. Heller ikke Mestrenes Skepsis kunde opretholdes i det lange Løb; Fordelene var alt for indlysende. Det blev snart klart for enhver, at Maskinen kunde blive til Gavn for alle gennem en For­ øgelse af Produktionen. Gangen i Københavns Handskemagen blev herefter i Almindelighed den, at de forskellige Mestre enten selv garvede Skindene eller købte dem hos Garveren, fik dem farvet hos Larsen, behandlede dem selv til Udhugningen, som udførtes paa Larsens Maskine, hvorefter Mestrene lod Handskerne sy og forhandlede dem. Herved opnaaede man, at Handskerne blev saa ens i Form og Farve, som om de var udgaaet fra een Fabrik, og denne Ensartethed var en af de vigtigste Forud­ sætninger for den Storhandel, der nu begyndte. Dansk Handskepro­ duktion var ved at genvinde det tabte Land fra det foregaaende Aar­ hundrede. I Begyndelsen var det først og fremmest den danske Glace- handske, der vandt Indpas i Udlandet. Der eksporteredes Handsker baade til Sverige, Norge og Tyskland, men de virkelige Højder naa­ edes dog først, da det lykkedes at indføre danske Handsker paa det engelske Marked. Det medførte en rivende Udvikling af den hjemlige Industri. Udførslen steg lidt efter lidt, til den i eet Aar var oppe paa seks-syv Hundrede Tusind Par til en Værdi af 1 Million Kr. Larsens egen Virksomhed var den dominerende i denne blomstrende Industri. Paa et vist Tidspunkt beskæftigedes i hans Forretning 343 Personer, medens de 52 andre Handskefabrikanter i København tilsammen havde

26

N. K. LAKSEN & SØNNER

674 Mennesker i deres Tjeneste. Over en Trediedel af samtlige køben­ havnske Medhjælpere arbejdede saaledes for N. F. Larsen. Omtrent samtidig med Udhugningsmaskinen havde Larsen anskaffet en Slibemaskine, som skulde spare en Del af Arbejdet med at udjævne Skindene og gøre dem tjenlige til Handsker, og til at drive denne Maskine købte han en lille Dampmaskine — en dengang meget moderne og dristig Disposition. Han viste ogsaa sin vaagne Indstilling, da et dansk Ingeniørfirma, Bergmann & Huttemeier, noget senere opfandt en Maskine til Handskesyning. Denne Maskine fik stor Betydning for Moderniseringen af Faget, og Larsen indførte den omgaaende i sin Forretning. Men selv-om N. F. Larsen saaledes var hurtig til at drage Fordel af en ny Tids Frembringelser, vidste han dog saa godt som nogen, at der altid vil være Grænser for en Mekanisering af Handskemageriet. Slibemaskinen kunde f. Eks. være udmærket for det jævnere Arbejdes Vedkommende, men for de finere Ting gjaldt det dengang som i Dag, at den omtalte Udjævning af Skindene kun kan foretages med en Kniv i den dygtige Fagmands Haand. Noget lignende gør sig gældende paa flere andre Omraader af Arbejdet — og Larsen gik aldrig paa Akkord med Kvaliteten. Forretningens Fremgang fortsattes i de følgende Aar, og i 1874 var Virksomheden vokset saa meget, at man maatte se sig om efter større Fabrikslokaler. N. F. Larsen købte den store Ejendom Nørregade 27 — dér hvor Telefonhuset nu ligger — og flyttede Fabrikken derhen. Hvad var nu Grunden til, at denne Mand havde en saadan Sukces, bortset fra den Portion Held, der som bekendt altid skal til? Hans fagmæssige og iforretningsinæssige Dygtighed var naturligvis det uund­ værlige Grundlag for det hele, men hans personlige Egenskaber var i høj Grad medvirkende til at skabe Tillid til hans Virksomhed. Selv efter at hans Firma efter Datidens Forhold var blevet endog meget

27

HANDSKER I 100 AAR

stort — en Overgang beskæftigede han, naar man regner Garveriet i Vi­ borg med, 500 Mennesker — bevarede han en rolig og naturlig Imøde­ kommenhed overfor alle, og han havde altid Tid til at høre paa enhver, der søgte ham. Som et Eksempel paa hans retlinede Karakter kan det nævnes, at han i Forretningen som i sit private Liv krævede den mest gennemførte Ærlighed af sig selv og andre. Hos N. F. Larsen fik man aldrig en Sludder for en Sladder, hvis en eller anden Forpligtelse ved en Fejltagelse ikke var blevet overholdt. Der blev givet ren Besked, og var en Ting simpelthen blevet glemt, blev ogsaa det sagt lige ud med en Undskyldning og en Bøn om Tilgivelse, og dette Princip viste sig lønnende i det lange Løb. N. F. Larsen havde ogsaa en for sin Tid usædvanlig Forstaaelse af det, man nu kalder Service. Han indførte den Bestemmelse i Butikken, at hvis en Kunde kom med en Handske og fortalte, at den var gaaet i Stykker første Gang, den skulde trækkes paa, saa skulde Handskerne byttes med et Smil og uden Parlamentering. Det skabte Tryghed hos Kunderne og samtidig højeste Grad af Akkuratesse hos Arbejderne under Fabrikationen. Sine Medarbejdere behandlede han med Venlig­ hed og Hensynsfuldhed, og som Regel blev hans Folk hos ham i mange, mange Aar. Hans Forretning blev en af de kendteste i København, og ved Jule­ tid var det ganske almindeligt, at Kunderne stod i Butikken i fire-fem Rækker bag hinanden. Man kan forestille sig, hvorledes ivrige Butiks­ svende har sprunget bag Disken, medens en af Husets Tjenestefolk maaske samtidig sindigt og roligt savede Brænde fra den Stabel, som med henrivende Selvfølgelighed var anbragt paa Fortovet uden for Butikken. N. F. Larsen var lige fra sin Ungdom dybt religiøs. Han blev Ven med Grundtvig og forsømte aldrig en Gudstjeneste i Vartov Kirke. Han elskede at se Mennesker om sig, og i hans Hjem stod Døren altid

30

N. F. LARSEN & SØNNER

det tiltrængtes. Ofte udviste han en morsom Impulsivitet. Engang af­ lagde han sammen med to smaa Sønner et Besøg i et fattigt Hjem, og da han opdagede, at der ogsaa dér var to Sinaadrenge, beordrede han omgaaende sine egne Drenge til at tage deres Overfrakker af og forære dem til den fattige Familie, hvorefter de maatte gaa tænder­ klaprende hjem i bar Figur. I 1870 blev N. F. Larsen valgt til Formand for Handskemagernes For­ ening, og han beklædte denne Post indtil 1878.1ti Aar var han Medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Det fortjener ogsaa at nævnes, at han, som den Frihedsmand han var, interesserede sig stærkt for Grundtvigs Tanker om den frie Barneskole. Han var med til at oprette en saadan Skole, som efter en lidt improviseret Begyndelse kom til at gaa saa godt, at der blev opført en Bygning til den paa H. C. Ør­ stedsvej. Skolen overtoges senere af Skolebestyrer Hans Gregersen , som iøvrigt blev gift med N. F. Larsens ældste Datter. N. F. Larsen døde 2. Juledag 1881, 67 Aar gammel. Hans Liv havde været rigt og bevæget. Sorger var han ikke blevet sparet for — fem af hans Børn døde i deres fejreste Ungdom, bl. a. den ældste Søn, som kun blev 21 Aar — men han, den fattige Dreng fra Opfostrings­ huset, havde dog mødt Lykke og Fremgang i fnldeste Maal, og han kunde dø i Bevidstheden om, at hans Livsværk var i gode Hænder hos hans to Sønner Carl og Frederik Larsen , som nu i Fællesskab førte Forretningen videre. 1 sit Testamente havde N. F. Larsen afsat en Sum til Oprettelse af et Antal Friboliger for gamle, veltjente Handskemagersvende og Syersker i de af ham købte to Ejendomme Kruseinyntegade 14 og 18, som ad­ ministreres af en selvejende Institution under Navnet N. F. Larsen og Hustrus Friboliger. * * *

33

HAN DS K KR 1 100 AAR

hævet. Tilbage er Kjøbmagergade 7 og Østergade 4. Sidst i Firserne fandt Brødrene ved Rejser i England ud af, at det vilde være en For­ del selv at have Haand i Hanke med Eksporten, og Firmaet begyndte derfor at starte egne Udsalg i England. Efterhaanden fik man ialt seks — i London, Edinburgh, Glasgow, Birmingham, Newcastle og Manchester. I mange Aar gik disse Forretninger ganske glimrende, og samtidig eksporterede Firmaet til det meste af det øvrige Europa. — I 1907 fik Virksomheden Prædikat af kongelig Hof-Leverandør. Desværre blev Brødrenes Samarbejde afbrudt paa et altfor tidligt Tids­ punkt, idet Carl Larsen døde allerede i 1914. Tre Maaneder efter hans Død udbrød Verdenskrigen, og der fulgte nu nogle meget vanskelige Aar for Firmaet. Skindene til Fabrikationen, som hidtil var købt i Udlandet, kunde ikke længere fremskaffes, Faareavlen her i Landet var meget ringe, og de faa Skind, der fore­ fandtes, skulde bruges til mange forskellige Formaal. Kun en lille Part blev garvet til Vaskeskind og fabrikeret til Handsker. I to Aar laa Fabrikken næsten stille. I hele denne alvorlige Tid gjorde Frederik Larsen et stort og meget dygtigt Arbejde for at holde sammen paa det hele, og der blev slidt stærkt paa hans Kræfter. Takket være hans Førerskab og hans utræt­ telige Flid og Paapasselighed kom Firmaet helskindet gennem de van­ skelige Aar, og da Krigen sluttede, var Rammerne for Fabrikationen i Orden og de økonomiske Forhold saa godt sikret, at alt hurtigt kom i den bedste Gænge. Men ogsaa paa andre Omraader satte Krigen sine Spor for Firmaet. Den standsede Størstedelen af Eksporten og hæmmede naturligvis og­ saa Udsalgene i England, som derfor efterhaanden blev afhændet. Det sidste, det i Edinburgh, dog først saa sent som i 1921. England havde for at beskytte sin egen Handskeindustri lagt en Told paa 30°/o paa alle indførte Handsker, saaledes at enhver Konkurrence var

35

HANDSKER I 100 AAR

efterlod han sig ogsaa hos hele sit Personale et lysende Minde, som altid vil blive holdt i Ære. Firmaets Ledelse blev derefter overtaget af den nuværende Direktør Jul. Møllegaard, som allerede dengang i en lang Aarrække havde været knyttet til Virksomheden i et nært Samarbejde med baade Carl og Frederik Larsen. * * * Paa Købmagergade Nr. 7, i den samme Ejendom, hvor Grundlæggeren rykkede ind Aaret efter sin Start for 100 Aar siden, findes nu ikke blot Forretningen, men ogsaa selve Fabrikslokalerne. I 1895 solgtes Fabrikken paa Nørregade, hvorefter den flyttedes til Nørrevold paa Hjørnet af Larslejstræde, men i 1924 tog Firmaet selv næsten hele Ejendommen paa Købmagergade i Brug, hvorved Virksomheden sam­ ledes paa eet Sted. Paa 2. Sal, dér hvor Grundlæggeren i sin Tid havde sin private Lej­ lighed, ligger nu Kontor- og Lagerlokaler — og inde paa Direktørens Kontor staar Handskemagerlaugets gamle Lade, som N. F. Larsen købte, da Laugene blev ophævet i 1857. Den smukke gamle, sølvbeslaaede Kiste rummer nu Laugets gulnede Bøger fra de første Dage. Ogsaa Laugets „Velkomst4 er i Firmaets Besiddelse, og paa et af Værkstederne staar endnu et Minde om Fortiden: selve den gamle Udhugningsmaskine, som Grundlæggeren anskaffede i 1863, og som ydede sit betydelige Bidrag til Firmaets Opsving. Maskinen er endda aldeles ikke nogen Museumsgenstand. Naturligvis er de Knive, der benyttes til Udhugningen, efterhaanden udskiftet flere Gange, men selve Maskinen arbejder støt og paalideligt nu som dengang. Firmaet har senere taget mere moderne og fiksere Udhugningsmaskiner i Brug, men den store, solide Veteran hævder sig stadig i Konkurrencen, løvrigt er det ikke blot de haandgribelige Ting, der fortæller om Fir­ maets ærværdige Alder og rige Traditioner. Det mærkes ogsaa paa

36

N. F. LARSEN & SØNNER

anden Maade. Tiderne er ganske vist andre nu end i Grundlæggerens Dage, men en vis gemytlig og hyggelig Haandværkertone lever stadig i det gamle Firma. Maaske hænger det sammen med, at Handske­ mageriet som allerede tidligere nævnt aldrig kan blive fuldstændig indu­ strialiseret — en stor Del af Arbejdet, og ikke den ringeste, vil altid være forbeholdt den dygtige Haandværker. En Handskemager maa være paa- passelig og akkurat indtil de mindste Enkeltheder. Det gælder ikke mindst ved den omtalte Udjævning af Skindene, den saakaldte Dole- ring, som foretages med en særligt bygget Kniv, og hvorved Skindene gøres ganske tynde, saa de egner sig til Handskefremstilling. Et for­ kert Snit eller blot et Øjebliks Uopmærksomhed kan her spolere et værdifuldt Skind. Selve Placeringen af Handsken paa det tildannede Skind kan ogsaa kuti udføres af den uddannede Fagmand. Selv i de fineste Skind vil der altid være smaa Fejl og Ujævnheder, og det gæl­ der om at anbringe Handsken, saaledes at Fejlene falder bort, f. Eks. i Tommelfinger-Udskæringen. Det vil sikkert overraske de fleste at høre, at Handskemageren for­ uden at være sikker paa Haand og Øje ogsaa skal have Kræfter. Navnlig under de nuværende Forhold, hvor en stor Del af Raamate- rialet er Kalveskind, kræver den nødvendige Rækning og Strækning af Skindene gode Armmuskler. Det er i Virkeligheden Grovsmede­ arbejde, siger Svendene. Denne Strækning af Skindene, som foretages ud over Arbejdsbordets Kant, har til Formaal at faa Skindene til at „gi’ sig“ , saa meget de overhovedet kan inden Udhugningen. Derved kommer de færdige Handsker til at fremtræde smidige og bløde og behagelige, idet der ved Strækningen er skabt et Spillerum for Skin­ dets Elasticitet. Efter Behandlingen af Skindene og Udskæringen af Handskerne kom­ mer Syningen. I mange Systuer sidder lange Rækker af Handske­ syersker ved de snurrende Symaskiner. Ved nogle Maskiner syer man

38

N. F. LARSEN &

SØNNER

Larsen, Kunstmaler Niels Fhær-Larsen og Jul. Møllegaard, der er ad­ ministrerende Direktør i Firmaet. Lige siden den første Begyndelse har Kravet om gennemført Kvalitet været Ledemotivet for Virksomheden og er det ogsaa i Dag. Gennem alle Omskiftelser er dette Krav stadig blevet opfyldt, og der er derved i Aarenes Løb skabt Atmosfære om det gamle Firmanavn og givet de Tusinder af Kunder en rodfæstet Tillid til enhver Vare, der er ud­ gaaet fra N. F. Larsen & Sønner. Det er dette Princip om altid at levere det bedste og aldrig gaa paa Akkord, der har ført Firmaet frem gennem de 100 Aar — og ogsaa skal gøre det i Fremtiden. Jubilæet falder i en utryg Tid, der ogsaa for Handskeproduktionen har voldt Vanskeligheder. Mange Forbindelser er afbrudt, mange Døre er stænget. Firmaet vil derfor gerne som Afslutning paa dette lille Skrift udtale Ønsket om, at den Dag ikke er fjern, da man atter frit kan disponere, og da den normale Handelsforbindelse med Ind- og Udland atter kan foregaa glat og uhindret — let som Haand i Handske.

Tekst, Arrangement og Trykning: Egmont H. Petersens Kgl. Hof-Bogtrykker Indbinding: Jakob Baden. Trykt i (MM) nummererede Eksemplarer, hvoraf dette er Nummer 488

A/s N. F. L A R S E N 5 S Ø N N E R Kongelige Hof-Handskefabrlkanter

H E R M E D H A R V I F O R N Ø J E L S E N a t s e n d e D e m e t d i l l e S k h ie t , so m v i h a r l a d e t

TJDARH KJDE I A N L E D N I N G A E V O R T F I R M A S 10 0 A a r s J u b il æ u m

Med venlig Hilsen a / s N . F . L a r s e n & S ø n n e r