FamilieminderMuusBruunFaber

Til Fuldstændiggørelse af Karakteristikken af min Bedstefader kan jeg tilføje nogle Smaatræk, som min Fader i sin Tid har fortalt mig: Bedstefader var ingen Jæger, men i sine unge Dage skulde han engang prøve at skyde, og han tog en Bøsse og sigtede paa en Graa- spurv og fyrede af, og Spurven faldt død til Jorden; Bedstefader blev saa forskrækket over, at han paa denne Maade havde slaaet det lille Dyr ihjel, saa han aldrig nogensinde mere i sit Liv rørte ved en Bøsse. I Sukkergaarden havde de en lille islandsk Hest, der hed „Zampa“ , den kom gerne hver Dag hen til Bedstefaders Kontor, som jo var for­ budt Territorium for Familien, og bankede med Hovedet paa Døren, og et Øjeblik efter dukkede Bedstefader op med Haanden fuld af Korn fra Prøver, han havde staaende, for at give „Zampa“ et lille ekstra Foder. Bedstefader havde ogsaa Sans for Humor. Da Firmaet i sin Tid havde oprettet en Fiske-Guano Fabrik i Kerteminde til Udnyttelse af Affaldet, skrev han i Fremtiden udenpaa Konvolutten til sin Sviger­ datter Fanny Muus: Fru Gødningsfabrikantinde Muus. Da et af de mange Pigebørn var blevet født, sagde han til Svogeren Mads Pagh Bruun: „Det er ligemeget, hvis Du vil gøre hende til Din Arving, skal jeg opkalde hende efter Dig og kalde hende Madspine.“ Da en ung Kørehest havde brækket Benet og maatte slaas ned, lod Bedstefader den ene Skinke røge og sendte den op til Mads Pagh Bruun, der var anset for en Lækkermund, idet han samtidig skrev: „Fra en Forretningsforbindelse i Sverige har jeg faaet sendt en røget Bjørneskinke, som jeg hermed sender Dig i Haab om, at Du vil finde Behag i den.“ Mads Pagh Bruun tog det for ramme Alvor og gik i den Grad i Vandet paa den og roste den dejlige Bjørneskinke, saa Bedstefader aldrig nogensinde turde fortælle den rette Sammenhæng —Mads Pagh Bruun var jo en meget betydelig Personlighed dengang. Thorbjørn Muus

95