FamilieminderMuusBruunFaber

Maanen gjennem aabne Døre Straaler mild og venligt ned, Intet Blad sig sees at røre, — Alt er Stilhed, Alt er Fred. Natten nu til Hvile byder I sin moderlige Favn, Alnaturen den adlyder, Ogsaa vi —endskjønt med Savn. Nødigt kun man Afsked tager, Nødigt kun man viger bort; Glæden er saa lys og fager, Som den sjelden er og kort. — Derfor gjem blandt Hjertets Minder Hvert Besøg, den her dig gav; Da tilsidst en Skat du vinder, Stærkere end Død og Grav. G.F.

Skjøn som Dansens reene Glæde Kjendes ingen paa vor Jord, Og til Aandens høie Sæde Leder Støvet den paa Spor. Den til Eet med sine Toner Fletter Sjæl og Fod og Haand, Og momentviis den forsoner Spliden mellem Kjød og Aand. O hvor skjønt, naar Alt gjenlyder Kun af Fryd og Harmoni, Naar fra Alles Hjerter bryder Samme glade Melodi. Hvad der spreder, tidt man finder Paa vor splidefulde Jord, Kun i det, som sammenbinder, Salighedens Ahnen boer.

EFTERSKRIFT T IL HINE AFTENER

Muser og Gratier.

Dog en Blomst, et Blad man plukker Til et kjært Erindringstegn; Naar det sees igjen, oplukker Sig de svundne Tiders Hegn. Født paany i Aandens Rige, Der hvor Alt er reent og skjønt, Sees den gamle Tid fremstige, Da det visne Blad var grønt.

Livet selv vi ei erstatte Kan ved nok saa skønne Ord, Livets Kræfter, Livets Skatte Kun i Øieblikket boer; Derfor er mit Digt ei andet End en sagte Efterklang, —Tiden glider bort som Vandet — Flygtig, lydløs er dens Gang.

115