FamilieminderMuusBruunFaber

Glæder med mig, var i Udlandet for at uddanne sig til sit Fag — han skulde nu vende tilbage, og jeg var sjæleglad, da jeg gik til Havnen for at modtage ham — han kom syg hjem, han var paa Reisen blevet alvorlig syg — jeg pleiede ham, skiftede med min Moder til at vaage hos ham, intet vilde hjelpe — otte Dage efter, tog Gud ham til sig. — Dette var min første Sorg. — Vor gamle Huslæge24 var død kort før, saa at en ny Læge2u blev blev kaldet, — det var en ung Mand, som kun et Aar havde opholdt sig i B y en ............... som Stiftphysikus, han og hans Kone2fi var alt længe kommet i mit Hjem, og da han var en videnskabelig dannet Mand, underholdende, med et behageligt Væsen, fik hele Familien ham kjær. Dette Dødsfald smertede ham derfor, ligesom os Andre, og knyttede ham endmere til vor Kreds — hans Kone var os og kjær, omendskjøndt hun stod langt tilbage for ham i Dannelse, saa at det ofte var Gjenstand for vor Samtale, naar vi Søstre om Aftenen for­ samledes paa vore Værelser efter en behagelig Aften, hvori han havde været Sjælen, „Hvorledes er det dog muligt, at han har kunnet gjøre et saadant Valg“ . Det var Sommer — nu kom den Tid, vi skulle drage paa Landet: det skete med Glæde, thi vi reiste Alle, og der var og godt at være, jeg var af Naturen lidt sværmerisk, min Broders Død havde givet det mere Næring, jeg gik ofte ganske ene ud paa Hedebakkerne og saa Solen gaae ned, da syntes mig, jeg var ham nærmere. Om Efteraaret kom vi tilbage, alt begyndte nu at ordne sig for Vinteren — Oplæsning om Aftenen, smaa Concerter hver Torsdag i vort Hjem, min ældste Søster9 spillede Fortepiano, hun blev accom- pagneret af en Violoncel, en Violin og 2 Fløiter — vor Husven Doc­ toren spillede den ene Fløite. Disse musikalske Aftener ere mig ufor­ glemmelige, jeg nød dem ret — og syntes, jeg var i Himlen! Vi kom meget lidt ud, vor Glæde havde vi hjemme. Forældrene deelte dem altid med os, og derfor nøde vi dem doppelt. Denne rolige Lykke

69

Made with