FamilieminderMuusBruunFaber

den ømme, kjærlige Moder! og forsikrede at det aldrig maatte ske — af Medlidenhed maatte jeg aldrig indgaae nogen Forbindelse. Her var altsaa intet mere ved at gjøre, jeg sov ikke om Natten, det forekom mig for meget, der for Øieblikket hvilede paa mig, jeg var saa ung og havde intet andet Ønske, end at leve i Ro og Fred i mit kjære Hjem. Da jeg næste Formiddag gik op for at tale med min Broder, mødte jeg vor Husven, jeg gik af Veien for ham, men han kom efter mig og bad mig læse et Brev, han holdt i sin Haand, jeg følte strax, at jeg ikke burde have modtaget det, men han overraskede mig, jeg blev endmere ulykkelig ved at læse det, han sagde mig deri, at han havde elsket mig fra det første Øieblik, han saa mig, han havde strax sagt det til sin Kone, denne Følelse var altid blevet stærkere og stærkere hos ham; naar jeg med min sædvanlige Barnlighed og Venlighed havde talt med ham, da var han det lykkeligste Menneske, den Tillid, hvormed jeg altid nærmede mig ham, gjorde, at han endmer søgte at skjule sin Følelse for mig, naar han blot engang om Dagen kunde see mig, syntes han, han havde alt, hvad han behøvede, — det var nu, da han antog mig at skulle tilhøre en Anden, at han maatte have Lov til at udtale sig for mig — endte med — „for min Skyld, mørkne ingen Sky Deres Glædes Himmel — erindre Dem, Deres Glæde er min Lykke!!!“ . Jeg lagde Brevet atter sammen, og ønskede blot, at jeg kunde give ham det tilbage, jeg lagde Mærke til, naar han forlod min Broder, og gav ham da Brevet tilbage med de Ord „hvor kunne De bedrøve mig saa meget, naar De holdt af mig“ . Nu skulde alt atter til at gaa sin vante Gang, tilsyneladende gik og alt godt, men jeg var forandret i mit Forhold til ham, jeg samtalede aldrig med ham, turde neppe see paa ham, og han var høist ulykkelig. Da bad hans Kone mig en Dag med Taarer, om at være mod ham, som før, han vilde jo kun holde af mig, som hans kiæreste Veninde!

73

10

Made with