FamilieminderMuusBruunFaber

I de smaa Concerter syntes mig hans Fløite blev mere og mere smeltende, den bragte altid Taarer i mine Øine, jeg sang ikke mere i den tidlige Morgenstund med Lærken, Du kunde see mig gaa stille, alvorlig med foldede Hænder omkring i vor kjære Have — hans Sorg og Smerte syntes mig ikke, jeg kunde bære. I Mørkningen listede jeg mig altid paa mit Værelse, og naar Maa- nen speilede sig i lille Belt, hvorhen over vi kunde se fra vore Værel­ ser, da sved Ord mig, i en brændende Bøn, om Hjælp til at bestaa i denne svære Prøvelse, thi det alvorlige Regnskab, jeg altid holdt med min Samvittighed, sagde mig snart, at jeg mere og mere blev betaget af en Følelse for ham, som ikke burde være. — Sommeren kom atter, og vi droge bort, da aandede jeg frit, jeg kunde igjen være glad, naar jeg ikke daglig saae hans Kummer. Hans Glæde var umaadelig, da vi kom tilbage, alt gik godt, idetmindste syntes det saa, men saa kom der Øieblikke og Dage, hvor Kjærlig- heden ligesom voxede paa begge Sider — og jeg følte det ikke kunde gaa saaledes — jeg ved ikke om min Moder dengang havde gjennem- skuet mig, hun berørte det aldrig, jeg troer nok, hun havde den Tillid til mig, at jeg selv vilde hjælpe mig ud heraf. En Aften, da der var mange samlede hos os og alt var Glæde og Munterhed, sad vor Husven stille og bedrøvet, i forbigaaende spurgte Moder mig, hvad han feilede? da saae jeg med Taarer i Øinene paa hende og rødmede. Næste Dag var den kjære Moder alvorlig, og jeg selv bedrøvet — dette var mere, end jeg kunde bære — og jeg be­ sluttede med min stærke Kjærlighed til hende at overvinde den, som ikke burde bo hos mig. — Jeg gik til Doctoren, bad hans Kone om en Samtale med hendes Mand, den fik jeg — jeg sagde ham da, at saa­ ledes, som det var, kunde det ikke blive, for min Fred og Roligheds Skyld maatte enten jeg forlade mit kjære Hjem, eller, han forlade Byen, han gjennemskuede mig i dette Øieblik, og han svarede — at han vilde gjøre Alt for mig — et Landphysikat, han antog var ledigt,

74