DommensDag

9 suget ham Marven ud af Knoklerne? Som han ofte syntes, at selv det største Held ikke vilde kunne løskøbe ham for. Telefonen ringede. Generalen løb saa hurtigt hen og greb om Hørerøret, at han nær var gledet ud paa Gulvtæppet. Det var kun en dagligdags Meddelelse, som han gennem Hustelefonen lod gaa videre til sin Adjutant. Saa gjorde han et Notat og greb igen de Tjenestesager, der laa paa Skrivebordet. Han vilde arbejde. Hvad nyttede Grublerier til? Pennen løb i nogle Øjeblikke hen over Papiret, men standsede. Hvor havde Tiden i halvfjerds dog ikke været forskellig fra den nu! Var ikke nu Risikoen for hele Landet uendelig meget større! Og Maalet saa langt vanskeligere at naa — og meget mindre lige­ fremt og klart! Dengang var det Samlingen af de tyske Stammer til en national Enhed . . . det laa saa langt til­ bage, lød næsten for Tanken, som blev det læst op af en Bog, en Skolebog for Børn . . . Tyskland skulde vinde den Plads i europæisk Politik, som tilkom et stort, dygtigt og krigsstærkt Folk. Men nu stod Riget foran den uundgaaelige Kamp for en Verdenspolitik. Vilde Nationen alligevel i Læng­ den kunne hævde den? Vilde denne Politik snart over begge Halvkugler ikke i hvert Fald koste de