DommensDag

10 sureste og blodigste Ofre af Slægtled paa Slægtled — med mindre den muligvis brast sammen alle­ rede nu i første Anløb. Som naar et letsindig opbygget Hus styrter sammen til Ruin. Og det en Ruin, hvorunder Milliarder af Værdier og Millioner af Mennesker vilde blive begravne, for at de, som kom derfra med Livet, møjsommeligt kunde faa gravet sig frem af Tomterne og bygge kummerlige Hytter op af Tømmer og Sten fra den sammen­ styrtede Bygning. Det kunde gyse igennem en ved Tanken . . . Telefonen ringede igen. Ministeren tog denne Gang med Vilje ganske langsomt om Hørerøret. Inden han lagde det fra sig, havde han nikket kort: Tærningerne var kastede! Generalen var bleven fuldkommen rolig. Nu sad han paa Hesten. Tankeflugten var forbi. Fra Isse til Fod følte han sig kun gennemstrømmet af Viljen til at sætte hver en eneste Evne ind paa Kampen. Den Kamp, hvor et skulde og vilde blive reddet, gennem Sejr eller gennem Nederlag, Æren. Han trykkede paa en elektrisk Knap. Ministerens personlige Adjutant, en Husar- ritmester, traadte hastigt ind. Sporehælene slog let sammen. «Hr. Generalen befaler?»