DommensDag

17 han kunde se Slotsaltanen, og at Kejseren stod der- oppe. Kirkeklokkerne var hørt op med at ringe; kun langt borte fra var det, ligesom en svag Malmtone endnu svingede i den ubestemte Genklang af Lyde, der svævede i Luften. Ellers var der ubegribeligt stille. Disse Tusinder og Tusinder af Mennesker stod sammenstuvede over hele den uhyre Plads, saa langt Øjet kunde række i Lyset fra de høje elek­ triske Lamper, alle lyttende og med Ansigt ved Ansigt vendte opad. \ Danskeren kunde intet høre af, hvad det var, Kejseren sagde, kun se hans Bevægelse. Tilsidst løftede Kejseren Haanden højt over sit Hoved og traadte et Skridt tilbage. Da rullede og bragede Hurraraabene, indtil der et Øjeblik blev stille som i en Grav. Saa kom den, Sangen, Deutschland, Deutschland über alles — Det var et Folk, som sang, og et Folk, som kunde synge — uimodstaaelig klangstærkt og takt­ fast, som om de hundrede tusinder var bleven til et eneste overnaturlig stort Menneske, der sang alene. Nøjagtigt lige længe holdt de inde mellem Ver­ sene, saa at der i nogle Sekunder blev en Stilhed, hvor man kunde føle sit Hjerte slaa. Dommens Dag. 2 /