DommensDag

34 entret af en høj, yngre Mand, der nervøst sagde nogle Ord hurtigt ud over Katedret til den anden. Den store Politiker slog godmodigt ud med Haanden, som vilde han sige: «Ja, tal De bare, kære Ven, jeg kommer altid til». Dirigenten med de milde Øjne ringede og rin­ gede med en sløvt lydende Klokke. Folk begyndte at faa Ro paa sig igen. «Sid ned», lød det fra Forsamlingen til nogle, der inde mellem Siddepladserne stod op endnu. Der lød energiske Hys for at nedkæmpe den sidste Snakken. Man var øjensynlig spændt paa at høre, hvad Manden paa Talerstolen vilde sige. Han var rank og havde fine Træk, let graanet Haar, bar Hovedet højt, men var i dette Øjeblik helt hvid af Sindsbevægelse. Ligesom med et Sæt begyndte han at tale. «Gud, hvor han ser storartet ud i Aften!» sagde en ung Dame hurtigt til sin Naboerske. «Henrivende!» hviskede hun lige saa rask tilbage, «og kan du høre, hvor Stemmen ligefrem dirrer!» Taleren havde virkelig helt ondt ved at frem­ føre de første Sætninger; men medens en stigende, harmfuld Rødme skød op i hans Kinder, vandt Røsten Styrke, og han næsten skreg, i haanende Raseri: « . . . Ministeriet har altsaa virkelig løftet Træsablen imod Kæmpen, der kan træde os i Sønder med sin Hæl . . . »