DommensDag

39 dignerede: «Hys! Hys!» . . . «Lad os høre, hvad Manden siger!» . . . «Enhver har Ret til at tale!» Det var en kraftig, middelhøj, graahaaret Mand, som stod deroppe. Han begyndte at tale, med en tydelig Røst og korte Haandbevægelser. «Ja,» sagde han, «jeg havde egentlig haft Lyst til at frafalde Ordet igen. For, efter hvad jeg har hørt, baade af Taleren og af Publikum, tror jeg ikke, jeg kan gøre nogen Nytte med, hvad jeg har at sige. Og jeg hører ikke til dem, der kan be­ gejstre sig for Standpunktet: Hvad kan det nytte? Det græder jeg tværtimod over i alle Livets Til­ fælde.» Der begyndte allerede lidt Murren nede i For­ samlingen; men Kaptajnen blev roligt ved. «Da jeg i Aften her, hvor jeg ved et rent T il­ fælde er kommen hen, hørte Ordet Mobil! saa var jeg ved at skrige op af Skræk, maa jeg ærligt be­ kende; for jeg véd desværre, hvad det er for en Elendighed, vi — militært set — sidder i.» Her raabte Arbejderføreren «Hør! Hør!» «Og da jeg saå den foregaaende ærede Taler ile op paa Talerstolen, troede jeg, at han var lige saa greben af Rædsel som jeg; men han var jo bare arrig og talte sig nok saa fornøjet ved Udsigten til, at Ministeriet maaske kunde styrte i Mor­ gen . . . » Dirigenten paatalte Udtrykket «arrig» som ikke parlamentarisk.