DommensDag

70 Saa brasede Døren ind i Stuen til Løjtnanten med et Par Mand i Følge. «Klar,» hørte han endnu svagt fra Telefonen, inden han var revet om paa Gulvet. Og i samme Nu styrtede Telefonapparatet for et Kolbeslag raslende og klirrende til Jorden. Den tyske Underofficer var overordentlig høflig, da Lys var bleven tændt, og Løjtnanten stod der med fjendtlige Vagter for de to Adgange til Værelset. Løjtnanten syntes, at han i Retning af Gene­ ralens Bolig havde hørt et Skud. «Saa har de vel taget Generalen og det hele,» sagde han ophidset, paa tysk, til Underofficeren. «Det tror jeg nok, Hr. Oberløjtnant,» svarede den anden med sammenslaaede Hæle og Ærbø­ dighed i Blikket. Løjtnanten tænkte, at saa var jo baade Fører og rimeligvis ogsaa Stabschef og i hvert Fald alle Planer og Ordrer faldne i Fjendens Hænder. «Men det er dog for galt», raabte han ud for sig, «og der er jo ikke engang Krigserklæring!» Den tyske Underofficer saa paa ham med samme tjenstlige Ærbødighed som før, men tillod sig blot en let Bevægelse med Haanden. Pludselig lød nogle langsomme Drøn igennem Natten. «Hvad er det? Hvad er dog det?» Underofficeren havde ogsaa lyttet.