DommensDag

72 Dengang det ene Kompagni marcherede ad Amaliegade, medens det andet svingede ned ad Toldbodvejen, var det Betjenten ganske klart, at det ikke var danske Soldater. Saasnart Køen af Kompagnierne var forbi ham, sprang han over Gaden og trykkede saa forsigtigt som muligt den store Rude ind i Beværtnings­ kælderen i Nr. 48, hvor han vidste, der var Tele­ fon. Glasskaarenes Klirren blev helt borte i den rasende Gøen af en Hund, som fo’r imod ham. Han maatte værge sig for den med et Spark, der slængte den hylende hen ad Gulvet. Telefonen havde han øjeblikkelig fundet. Betjenten ringede. Han syntes, det varede en Evighed, inden han fik Vagten paa Amalienborg, de maatte jo være der nu om et Øjeblik, de andre! Men saa blev der svaret. «Betjent Nr. 930 melder, at jeg har set frem­ mede Tropper bevæge sig i Hurtigmarch imod Amalienborg». «Fremmede Tropper?» lød det uvilkaarligt — saa kom der ikke en Lyd mere, og i det samme var Betjenten taget i Nakken af en tysk Patrouille, som var sendt ud af den sluttende Løjtnant i Bred­ gade-Kompagniet, der havde hørt Hundeglammet. . . . Men nede paa Amalienborg stødte den vagthavende Løjtnant sin Dør op og raabte til Skildvagten i Kolonnaden: «Løb over i Vagten og hent Patronkassen! Og til Gevær!»