HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

THEATRET I KANN IKESTRÆDE 203 februar 1846). Her gentog man forestillingen den 28. februar og 3. marts samme år. Otto Zinck skriver i sine erindringer,49 at han i 1847 overværede en studenterforestilling i »Kalkeballen«, hvor man bl.a . opførte Peter Fabers farce »Stegekælderen«. »Det eneste jeg husker af Forestillin­ gen er Lipkes bedaarende Sang - Vær en god Jean Jensen —i »Stege­ kælderen««, skriver han. W. C. F. Lipke ( 1822-89), der senere blev borgmester i Køge, spillede ofte damerolier. Hostrup udtalte engang: »han er den mest tiltalende unge Dame blandt Studenterne«. Den før omtalte Ernst Bruun, var også en udmærket kvindefremstiller. Han kreerede således smedemadammen i »Genboerne«, og udførte en kvinderolle i skuespillernes arrangement i »Kalkeballen« i november 1846 (fig. 3 ). I de dramatiske selskabers første dage blev kvinderol­ lerne altid udført af mænd. Man var bange for at »fordærve Kvin­ dens Dyd« ved at bruge skuespillerinder. Først i begyndelsen af det 19. århundrede blev det almindeligt, at kvinderne deltog i dilettantforestillinger.50 Blandt studenterne kom kvinderne dog først med fra 1901, ikke af moralske grunde, men simpelt hen fordi man savnede kvindelige studerende. Efter 1840 var næsten alle de dramatiske selskaber, der spillede fast i Kannikestræde, af nyere dato. Mange af dem var dog døgnfluer, der kun eksisterede en enkelt sæson, men to af selskaberne, »Thalia« og »Den dramatiske Haandværkerforening«, fik dog en længere levetid. »Thalia« var stiftet i 1841, og man havde opkaldt den efter et for­ længst opløst dramatisk selskab, der gjorde sig stærkt gældende i i82o’erne. »Den dramatiske Haandværkerforening« var vist nok fra omkring 1850, og Harald Kollings far var som omtalt direktør for dette selskab. I en dagbladsartikel omtaler Kolling51 disse to selskaber. Om »Thalia«, hvis »direktør« var en slagter Koblau, fortæller han, at slagteren beklagede sig over, at Kolling og hans kammerater ikke op­ trådte i hans selskab. Morsomt fortæller Kolling om den originale måde, som slagter Koblau udtrykte sig på. Til en meget svær mand sagde han engang: »Dem kunde jeg bruge til Kropstykker«. Til en hr. R. sagde han: »De har Hattebevægelseme«, og til Kolling sagde han: »De er god, til hvilken Krog, De smides hen«. Hvis en aktør efter slagterens opfattelse var dårligt sminket, sagde han: »De er skidt sværtet«. Om »Den dramatiske Haandværkerforening« fortæller Kol-