GuvernørGabrielMilanOgHansSlægt

— 54 —

befråmja éetta fiskerie, uti forhoppninlg att hemta en ymnigare winst ig en "

Milan var langtfra blevet en ydmyg Mand under sit Fængsels­ ophold. Gang paa Gang klagede han, især over Kapt. Meyer: det var dennes Overgreb, som havde bragt ham i saa skævt et Forhold, der var 'resulteret i, at han var blevet sendt bort! Endvidere klagede han over Mikkelsen og dennes Folk, en Klage, som dog hurtigt blev til­ bagevist. Imens arbejdede den nedsatte Kommission Aar og Dag med at bringe Materialet i Orden, saa Sagen kunde blive paadømt. Endelig, 17— 11— 1687, fældede Kommissionen Dommen over Milan; den lød paa Fortabelse af Ære, Liv og Gods. Der blev appel­ leret til Højesteret. Milans Forsvarer blev Prokurator Hans Knudsen, mens Wordemann førte Sagen for Kompagniet. Først 14— 2— 1689 kom Sagen for Højesteret. I henved en Maaned havde H. Knudsen og Wordemann Ordet. Forsvareren, der var en ældre Mand, havde vanskeligt ved at klare Milans haabløse Sag. Til Eks­ empel søgte han at forsvare Milans Dom over den spiddede Neger med at henvise til, at Ejermanden havde faaet Erstatning. 14— 3— 1689 indgav de 11 Assessorer skriftlige Vota. Af disse ret udførlige Afhandlinger skal især nævnes Marcus Gjøes, der er særlig klar og maadeholden i sin Dom. Selv om han maa indrømme, at Milans Brøde er stor, kan han dog forklare, ja endog forsvare, visse af Milans Handlinger. F. Eks. Represalie-Brevet mod Spanierne kunde man vel „soustenere til hans Undskyldning og justificere til Kompagniets T je­ neste". Men hans Misgerninger er dog saa store, at de „ey giffue Plads lil sær '.Straf for de smærre" (o : de smaa). Selv om Milani i god Me­ ning har fristet Planternes Troskab, „da bør man ej at spille (o : lege) med Ed. Majestæts Højhed og Regalier". — Ved en anden Lejlighed udtalte Gjøe sig i skarpere Vendinger: „Milan satte Retten selv, dømte, undertegnede og exekverede i sine egne Sager, som bestod alene i at røve A. Esmits og andres Formue, ja han lod aflive En og Anden udein rin­ geste forhergaaende Lovmaal, og vilde gjøre Undersaatterne oprøriske og stillede Kanoner imod Hs. Majestæts Skibe ....... Alt er ilde gjort og lige saa ilde forsvaret" (cit. efter Krarup). 21 3— 89 afsagdes Dommen, som lød paa Fortabelse af Ære, Liv og Gods. Hoved og Haand skulde sættes paa Stage, Milans B lod- og Æresdomme kasseres, hans Beskyldninger tilbagevises, han skulde ud-